Artikel fra februar 2022
Læs hele avisen

Nedbryderne har et godt øje til Bejcos minidumpere

16-02-2022
Del artikel på









Børge Jørgensen var blandt pionererne med el-drift – og de første maskiner kører troligt videre

Da Børge Jørgensen i 1993 etablerede sig som selvstændig med firmaet Bejco, var det planen at forhandle blandt andet minidumpere. Forhandling forudsætter, at man kan købe nogle varer og sælge dem videre. Men Børge Jørgensen kunne ikke finde nogen, der ville sælge minidumpere til ham med mulighed for at tjene en skilling på at sælge dem til andre. Så måtte han jo selv.

Det skabte Bejco-dumperne, og for 15 år blev brændstof-modellerne suppleret med elektrisk drevne maskiner. Et godt spand år, før det meste af den øvrige maskinverden opdagede ord som ”miljøvenlige” og ”bæredygtige”.

”Vi har lavet elektriske minidumpere i 15 år. Hver og én kører endnu”, fortæller Børge Jørgensen, som blev en af de danske pionerer med el-drift til entreprenørmaskiner. Det er også en elmotor, der kører hydraulikken i Bejco-dumperne.

 

Godt med læs på

”Og vi er de eneste, der laver minidumperne styrbare, hvor hydraulikken skaffer trækkraften til hjulene. Hvis en minidumper ikke er styrbar, er den hård for arme og ryg at håndtere. Da vores maskiner er bygget til kraftigt arbejde, kommer der virkelig læs på, og da nedbryderbranchen har et godt øje til vores dumpere, sker det ofte”, fortæller maskinproducenten i Sabro på Aarhus-Viborg hovedvejen en sjat nordvest for den jyske hovedstad.

”Styresystemet er elektrisk-hydraulisk, og vi har kun én leverandør af batterier. Nemlig AGM, som er det, der tåler flest opladninger. Samtidig holder det kapaciteten også i kulde. Det gør lithium-batterier ikke, og derfor er det nødvendigt at opvarme dem. Så vi skal egentlig bare håbe at brugerne håber at lade dumperne op. Så kører de”, siger Børge Jørgensen.

”Det er ikke en joke, det med at huske at oplade. Det skal ligge på rygraden, når man kører med eldrevne maskiner, biler og andet, at man lige sætter stikket i kontakten både om aftenen, men også når der er en halv times frokostpause. Laderen er integreret i maskinen, og der følger 15 meter elkabel med en Bejco-dumper. Så det er kun chaufførens hukommelse, det handler om”, fastslår Børge Jørgensen med et smil.

 

Indendørs og udendørs

Omkring 20 procent af de minidumpere, der ruller ud fra Bejco, er batteridrevne. 80 procent kører stadig på benzin, og mange af dem bruges på udendørs nedbrydningspladser.

”El er det rigtige til indendørs nedbrydning og andre indendørs opgaver. Ellers er det jo fint med benzinmotorer. Blandt de firmaer, der har mange Bejco-dumpere kørende og løbende supplerer med nye, er nedrivningsfirmaet J. Jensen, som både har el- og benzin-maskiner. I øvrigt har vi også solgt en elektrisk Eurocomach-gravemaskine til J. Jensen”, fortæller Børge Jørgensen.

Foruden nedbryderne, melder også udlejningsbranchen sig løbende med bestillinger på Bejco-dumpere. Lohke Materieludlejning i Hvidovre har både el- og benzindrevne maskiner fra Sabro, og det samme gør sig gældende for Del-Pin A/S.

 

Ingen buler

”Vi laver typisk mellem 60 og 70 minidumpere om året, men har faktisk været oppe på 100 styk. Jakob Christiansen i Bjerringbro, som står for vores produktion, tager sig af al montering, og vi bruger Domex-højstyrkestål til baljen og forenden på maskinerne. Derfor får vi også dumpere ind til service, som har adskillige år på bagen, men er helt uden buler”, siger Børge Jørgensen.

”I øjeblikket har vi faktisk kun ét problem. Nemlig leveringstiderne på både motorer og andre dele. Og såmænd også på Eurocomach-gravemaskinerne, som vi forhandler. Noget har vi ventet otte måneder på, og vi kommer til at vente længere på nogle af delene”, siger den østjyske maskinproducent.

 

Billedtekster:

1.

Stikket skal i til opladning også i frokostpausen. Så er der sikkerhed for, at maskinen kan køre problemfrit hele dagen, maner Børge Jørgensen.

2.

Den styrbare minidumper er nem at håndtere, fordi hydraulikken sørger for trækkraft til hjulene.

3.

Børge Jørgensen med en funklende ny Bejco-minidumper klar til levering fra firmaet i Sabro.

4.

Opladeren er integreret i maskinen, og det er nemt at komme til stik og ledning på siden af den elektriske dumper.

5.

Børge Jørgensen med to dumpere, der er inde hos Bejco i Sabro til service. Der skal ikke rettes buler ud – sådan nogle får det kraftige højstyrkestål ikke.

6.

Da Børge Jørgensen overtog resterne af det krakkede Kramac Maskincompagni, fulgte Helle Hansen med. Hun er fortsat kontorets krumtap og tager sig af administration, bogholderi og reservedele hos Bejco.

7.

Bejco-minidumpere i lange baner på vej hos Jakob Christiansen i Bjerringbro, der står for samling og montage til færdige maskiner.

8.

To eldrevne maskiner hos Bejco i Sabro. Dels en af firmaets egne dumpere og dels en Eurocomach-gravemaskine, som Bejco har import og forhandling af. Da der ikke var en el-graver i det italienske sortiment, klarede den danske forhandler selv forvandlingen til el.

9.

Der er en række forskellige modeller at vælge imellem hos Bejco, viser Børge Jørgensen på plakaten på kontoret i Sabro.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk