Artikel fra juni 2024
Læs hele avisen

Afmønstret efter 27,4 år med asfalt- og fejemaskiner

05-06-2024
Del artikel på





Men skipper Stampe fortsætter på eget 42 fods fartøj

Han er kendt som den, man skal have fat i, hvis det gælder maskineri til asfaltarbejde eller fejning af gader, stræde og pladser. Sådan er det ikke længere. Henning Stampe er afmønstret hos maskinfirmaet Løwener og er i stedet påmønstret på fuld tid på det gode skiw Ahsta og hjemme hos fru Anni. Navnet Ahsta er blevet til af to forbogstaver – Anni og Henning – plus de tre første fra efternavnet Stampe. Ahsta ligger i lystbådehavnen i Svendborg, når hun ikke er på søen. Det er hun kommet ganske meget mere på det seneste.

Henning Stampe rundede 66 i februar, og derfor var det tid til at tage afsked med arbejdsmarkedet og Løwener, da den sidste maskine var leveret. En 37 tons Bomag 773 RS-5 lossepladskompaktor. Den afleverede Henning Stampe til Fredericia Kommune præcis 20 år efter, at han havde afleveret sin første kompaktor som Løwener-mand. Det var en 37 tons Bomag 772.

”Ringen er sluttet”, konstater han.

 

Styr på decimalerne

Det blev til 27,4 år hos Løwener. Ikke 28, som det for nemheds skyld hed sig i indbydelsen til receptionen i forbindelse med Løweners forårs-åbent-hus i det jyske hovedkvarter i Stilling ved Skanderborg. 27,4 regnede chefen, direktør Niels Barfod Jakobsen ud. Der skal være styr på decimalerne.

”Jeg vil helt sikkert komme til at savne livet med maskinerne. Modsat er jeg klar til at stoppe og få tid til noget andet. Det skal jo stoppe på et tidspunkt. Og nu er det jo sæson for at sejle i motorbåden. Vi boede i Odense-området indtil vi flyttede til Svendborg i 2000, hvor vi også købte vores første båd. Siden har vi skiftet et par gange og nu den fjerde, en Princess 42 i seks år”, siger Skipper Stampe. 

Karrieren med de store maskiner startede hos firmaet Andreas Petersen i Højby ved Odense, hvor det handlede om Texas-maskiner. Derefter var det Enmaco og Caterpillar et par år, inden Henning Stampe blev ansat hos Løwener. Men ikke med kontor i firmaet.

 

Slid på asfalten

”Jeg har altid haft hjemmekontor og er kørt ud hjemmefra. Det har passet fint med min lille butik i butikken, hvor jeg har dækket hele Danmark med asfaltmaskiner, fejemaskiner og specialmaskiner. Kollegerne hos Løwener har passet Kubota-maskinerne, mens jeg har koncentreret mig om asfaltbranchen og det kommunale regi”, siger Henning Stampe.

Derfor har han også selv slidt voldsomt på asfalten. Det er blevet til mellem 45.000 og 50.000 kilometer på landevejen om året, mens fru Anni passede jobbet som sekretær ved Storebæltsforbindelsen. Egentlig ville Henning Stampe være gåde på pension, da han sidste år fyldte 65 år. Men han lavede en aftale med Løwener om, at tog en langsom nedtrapning og gik på tre-dages uge. Nu er han fuldtids pensionist og er på vandet i alle ledige stunder, hovedsagelig i danske farvande og Tyskland.

 

God mad og god vin

”En båd skal jo også passes om vinteren. Så står vi en flok på en halv snes stykker inde i en hal og arbejder på vores både og får noget snak. Nu får jeg og min kone måske også tid til at rejse lidt mere. Frankrig og Italien er favoritterne – hvor de nu laver god mad og god vin. Vi har været i Nice i Frankrig næsten hvert år de sidste ti år”, fortæller Henning Stampe.

Til efteråret satser han dog på at tage en tur til Rhin-byen Boppard i Tyskland, hvor der også dyrkes gode druer. Det gælder ikke vinhøsten, men gamle bekendte. Maskinkæmpen Bomag har inviteret den nu pensionerede sælger fra Danmark til at være med til Bomag Innovation Days, hvor Bomag-folk fra flere end 80 lande mødes.

 

Den sidste

Det var noget særligt, da Henning Stampe kunne aflevere sin sidste maskine, Fredericia Kommunes anden Bomag-lossepladskompaktor. Som nævnt, var det også Henning Stampe, der afleverede den første for 20 år siden. Det foregik i øvrigt på samme sted, lossepladsen i byens nordlige ende.

Den 37 tons tunge Bomag BC 773 RS-5 affaldskompaktor er tænkt og bygget til det barske miljø i et deponi. Der er ikke tale om en modificeret gummihjulslæsser, som det ses hos andre maskinproducenter. Bomag-maskinen er født til affald. Og den tyske fabrik har godt styr på, hvordan man så gør sådan noget. Bomag er verdens største producent af komprimeringsmaskiner inden for jord- og grus-materialer, asfalt og affald. På årsbasis ruller 120-140 affaldskompaktorer i størrelser fra 25 til 56 tons ud fra fabrikken.


Billedtekster:

1.

Henning Stampe med den sidste maskine i en lang karriere. Sidst, men ikke mindst - Bomag BC 773 RS-5 affaldskompaktoren trykker vægtskålen ned med 37 tons.

2.

”Tak for handlen”, sagde chefen for Fredericia Kommunes Deponi, Christian Wille Mørck, til Henning Stampe, da den nye kompaktor blev leveret af samme Løwener-mand, som den foregående i 2004.

3.

Maskinfører Emil Ringberg var særdeles godt tilfreds med den nye Bomag-kompaktor til den daglige dont på lossepladsen.

4.

Transportfirmaet Kloster A/S sørgede for at få snirklet den store maskintransport rundt om hjørnerne på lossepladsen i det nordlige Fredericia.

5.

”Den skal snart have skiftet til sommerdæk”, lød en lun bemærkning, da den 37 tons tunge kompaktor ankom pladsen i Fredericia.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk