Artikel fra august 2020
Læs hele avisen

De har givet håndslag på rendegravere i 45 år

16-09-2020
Del artikel på

Entreprenør Sven Madsen har altid holdt sig til Ford og New Holland – og det er maskinhandler Carl Bay Christensen der har leveret

Der har aldrig været den store tvivl om, hvilket maskinmærke, entreprenør Sven Madsen så skulle have næste gang, rendegraveren skulle skiftes ud. Siden han startede sit firma for 45 år siden, har han kørt med New Holland. Nåh ja, i de første år stod der godt nok Ford på maskinerne. Men det var fordi New Holland dengang hed – Ford.


Lidt så lidt tvivl har der været om, hvem Sven Madsen så skulle give håndslag med på den nye handel. Det er altid maskinhandler Carl Bay Christensen fra maskinfirmaet Bay Christensen A/S i Rønnede, der har leveret.

”Det er vel blevet til en 12-14 stykker i årenes løb”, vurderer entreprenøren fra St.Tårnby ved Hårlev på Stevns.

 

Centermonteret

Senest har Sven Madsen og Carl Bay Christensen igen stukket på næven på en vellykket handel med en fabriksny, centermonteret New Holland B115C rendegraver. Med en enkelt undtagelse i de 45 år har Stevns-entreprenøren altid handlet med Carl Bay Christensen.


”Jeg har altid været godt tilfreds med de centermonterede rendegravere fra New Holland. De er stærke og driftssikre, og de har en god løftekraft i bagarmen. Den gamle rendegraver, som jeg byttede væk i den seneste handel, havde kørt 8000 timer. Førhen skiftede jeg typisk efter 5000 timer. Dengang gik jeg mere o i hele tiden at have det nyeste”, fortæller Sven Madsen. På sin personlige timetæller har entreprenøren rundet de 78 år.

 

Kemi og tillid

”Når jeg altid har handlet med Carl Bay Christensen, så skyldes det ikke mindst, at der er en god kemi mellem os. Og så har vi tillid til hinanden. Samtidig er firmaets service upåklagelig. De er altid hurtige til at rykke ud, når der er brug for det”, siger han.


Da Sven Madsen tidligere drev landbrug ved siden af entreprenørforretningen, handlede han også traktorer med Carl Bay Christensen. Naturligvis også Ford og siden hen New Holland. Det er blevet til rigtig mange timer i førersædet gennem årene.


”Jeg har ikke holdt ferie siden 1965, og jeg fortsætter indtil videre, så længe helbredet vil”, erklærer han.


De første mange år kørte Sven Madsen fast for entreprenørfirmaet Kampsax A/S, indtil det lukkede i 1994. Siden 1995 har han kørt fast for entreprenørfirmaet Hoffmann A/S. Han har blandt andet kørt ved diverse byggeprojekter i København, hos Novo i Kalundborg samt ved Storebæltsbyggeriet og Avedøreværket. De seneste år har Sven Madsen kørt ved fjernvarmen i Gladsaxe og Gentofte.

 

 

Billedtekst:


”Så er det en aftale”, konstaterer entreprenør Sven Madsen (til venstre) og maskinhandler Carl Bay Christensen og giver hånd på nok en vellykket rendegraver-handel. I løbet af de seneste 45 år er det blevet til 12-14 stykker af dem. Senest en fabriksny, centermonteret New Holland B115C.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk