Artikel fra september 2023
Læs hele avisen

Den lille blev den største

14-09-2023
Del artikel på


Elektrisk beskærersaks var den mest ydmyge deltager i kampen om Innovationsprisen – og den vandt så

Ydmyghed er en dyd, hedder det sig. Da de udstillende maskinfirmaer på Have & Landskab var færdige med at tilmelde maskiner til dysten om Maskinleverandørernes Innovationspris, var 8 af dem intet mindre end verdensnyheder, mente udstillerne. 19 blev betegnet som Danmarksnyheder. Kun en enkelt sneg sig beskedent langs panelerne og præsenterede sig blot som Firmanyhed. Den suverænt mindste blandt langt større maskiner og ”bare en beskærersaks”. Den vandt, og dermed blev den mindste den største.

Det var firmaet Nomaco fra Kastrup, der med beskedenhed trods alt var glad for at have fået den franske, el-drevne beskærersaks Pellenc C 35-45 med i firmasortimentet. Innovationsdommerne var også glade for at se den lille franskmand. Så glade, at verdensnyheden, græsklipperen Toro Z-Master Revolution fra Reesink Turfcare DK, måtte nøjes med andenpladsen. Den fjernstyrede, terrængående klipper Raymo R 48-Craft, som i øvrigt også forhandles af Nomaco Danmark, fik tredjepladsen.

 

Klipper ikke fingre

”Saksen har været på markedet i to år, men næsten ingen ved, at den eksisterer. Nu har vi overtaget agenturet på Pellenc, så forhåbentlig kan vi få udbredt kendskabet, og her er en førsteplads jo optimal. Vi vinder helt klart på sikkerheden. Som al Pellenc-værktøjet er denne beskærersaks voldsomt kraftig, men når man har Pellenc’s handske på, så stopper den simpelthen automatisk og klipper ingen fingre. Det er virkelig en revolution, når det gælder sikkerhed i den grønne branche,” siger Nomacos direktør, Benny Svenningsen.

I kategorien ”Øvrigt materiel” løb Brøndby-firmaet H. A. Fog A/S med førsteprisen for et avanceret styresystem til saltspredere, Hilltip Strike Smart. Den intelligente præcisions-saltspreder har en vejoverfladesensor, der måler forholdene i realtid og reagerer efter det. Saltmængden kan kalkuleres ud fra en kombination af vejrudsigten og vejtemperaturen.

I innovationskonkurrencen strøg Hilltip-sprederen forbi Nellemann Machinerys Vredo Fluid Feeder, som kan skære ned gennem golfbanernes græstørv og medvirke til at undgå gåsebillelarver. Tredjepladsen gik til Special Maskiner fra Rudkøbing, som havde sat kursen mod Slagelse med en Conver Klippebåd C485, som er den første elektriske fra den hollandske producent.


Billedtekster:

1.

Der var ganske forståeligt jubel i Nomaco-lejren, da den lille Pellenc-beskærersaks gik helt til tops i kampen om Maskinleverandørernes Innovationspris. Her til venstre Nomaco-direktør Benny Svenningsen og til højre produktansvarlig Sune Pedersen.

2.

Gode ord om spændende maskiner til tre prismodtagere hos ”Øvrigt materiel” fra Maskinleverandørernes bestyrelsesmedlem i Have & Landskab, direktør Bent Tangemann fra Vermeer Danmark.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk