Artikel fra maj 2022
Læs hele avisen

Dyrskuerne er tilbage med masser af maskiner

09-05-2022
Del artikel på




Folkefester med køer, får, geder og candyfloss er også udstillingsvinduer for maskinbranchen

Det lakker mod sol og sommer – og dyrskuer. Efter to overspringsår som følge af corona, er Danmark igen klar til at samles omkring køer og geder – og gravkøer og gummigeder. Landets dyrskuer er klar til at sætte i gear for første gang i tre år.

Maskinbranchens præsentation af maskiner er vigtige elementer både på de mindre, lokale dyrskuer og ikke mindst på de helt store. Danmarks største af slagsen, Roskilde Dyrskue, betragtes således af mange som Sjællands største entreprenørmaskine-udstilling.

”Vi har helt klart manglet dyrskuerne, og vi glæder os rigtig meget til at sætte kursen landet rundt og møde folk igen. Vi sætter alle sejl til, som i gamle dage – og nok også lidt mere. Stemas har lange og gode traditioner for at være med på dyrskuer en lang række steder. Det har vi manglet, og det er næsten ubeskrivelig dejligt, at vi nu må mødes igen”, siger direktør Robert Kjærgaard hos Stemas A/S.

”Vi tager turen rundt med både Wacker Neuson- og Weidemann-maskiner. Blandt andet viser vi et bredt udvalg af de mange komprimeringsmaskiner i Wacker Neuson-programmet, hvoraf en del er batteridrevne og dermed CO2-fri”, fortæller Stemas-direktøren.

 

Samme plads for 22. gang

En af de udstillere, der måske rettelig burde stå på Roskilde Dyrskues liste over fast inventar, er Bejco & Kramac Maskincompagni. Da direktør Børge Jørgensen i 2019 tog turen fra Sabro vest for Aarhus, var det 21. gang i træk, han og firmaet udstillede maskiner på dyrskuet. Samfulde 21 gange i øvrigt på præcis samme placering på dyrskuepladsen.

Nu er Børge Jørgensen klar til sin 22. optræden i Roskilde, som til gengæld er det eneste dyrskue, Bejco deltager i.

”Roskilde er noget helt specielt, og jeg glæder mig til at møde folk igen. Tilsyneladende er der også nogle, der glæder sig til at se vores maskiner. I hvert fald har mange ringet og spurgt, om jeg kommer til Roskilde. Det er jo dejlige forhold at møde kunder, gamle kolleger og mange andre under. Vi tager et bredt udsnit af vores maskiner med. Lidt blandet af Bejco-dumpere, en selvlæsser med højtip, nogle Eurocomach-minigravere og andet”, siger direktør Børge Jørgensen.

 

Lidt mere plads

En anden af de helt faste udstillere på Roskilde Dyrskue er Erenfred Pedersen A/S. Ligesom Bejco holder Erenfred Pedersen solidt fast i samme placering på skuet, men har i år fået mulighed for at øge udstillingsarealet lidt.

”Derfor deler vi vores stand op i to afdelinger. Den ene bliver en traditionel del med mere konventionelle maskiner og også nogle store gravemaskiner, mens vi dedikerer den anden til den emissionsfri fremtid. Her mødre vi med masser af el- og batteridrevne pladevibratorer, motorbøre og andet energirigtigt materiel”, fortæller salgschef Jørgen Olsen hos Erenfred Pedersen A/S.

”Vi glæder os naturligvis til at vise frem. Men ikke mindre til igen at kunne se vores kunde i øjnene, når vi taler om maskinerne. Det har været mærkeligt at skulle undvære dyrskuet i tiden med corona”, siger Jørgen Olsen.

 

Roskilde starter

Det er Roskilde Dyrskue, der ganske passende tager teten blandt de store dyrskuer landet over. Det går løs på pladsen i Roskilde fredag den 17., lørdag den 28. og søndag den 29. maj. Det sidste dyrskue inden corona-nedlukningen var jubilæumsskue nummer 50 i Roskilde, og det blev til en bemærkelsesværdig rekord. Dyrskuet satte ny alletiders-rekord med 113.017 besøgende. Samtidig var der ny rekord for både antal udstillere på maskinudstillingen og arealet til maskinerne.

Et af de hyggelige, lidt mere regionale dyrskuer afvikles samtidig med Roskilde. Nemlig lørdag den 28. og søndag den 29. maj, hvor portene slås op til Gammel Estrup Landbrugsmesse og Dyrskue ved Auning på Djursland.

Derefter følger Det Sønderjyske Fællesdyrskue i Aabenraa fredag den 3. og lørdag den 4. juni. Fredag den 17. juni og lørdag den 18. juni er der gang i popcorn, candyfloss, dyr og maskiner på Hjørring Dyrskue, og samtidig holdes Det Fynske Dyrskue i Odense, som tilmed også er åbent søndag den 19. juni. Landsskuet i Herning runder af blandt de store dyrskuer fra torsdag den 30. juni til lørdag den 2. juli.


De store dyrskuer

27. maj – 29. maj: Roskilde Dyrskue. Darupvej 19, 4000 Roskilde

28. maj – 29. maj: Gammel Estrup Landbrugsmesse og Dyrskue. Randersvej 4, 8963 Auning

3. juni – 4. juni: Det Sønderjyske Fællesdyrskue. Hjelmalle 2, 6200 Aabenraa

17. juni – 18. juni: Hjørring Dyrskue. Halvorsmindevej 76, 9800 Hjørring

17. juni – 19. juni: Det Fynske Dyrskue. Broløkkevej 2, 5250 Odense SV

30. juni – 2. juli: Landsskuet Herning. Kaj Zartows Vej 19, 7400 Herning.

 

Billedtekster:

 

1.

Atter tid for dyrskue efter to overspringsår som følge af corona. Senest blev der sat ny besøgsrekord i Roskilde.

2.

Stemas tager traditionen den store tur rundt til dyrskuer over hele landet. Som altid med masser af røde Weidemann-maskiner, som nu får selskab af Wacker Neuson.

3.

Børge Jørgensen på sin vante plads på Roskilde Dyrskue. Her er han også i år med maskiner fra Bejco.

4.

Salgschef Jørgen Olsen glæder sig til igen at se kunderne i øjnene på Roskilde Dyrskue, hvor Erenfred Pedersen A/S har været fast deltage i mange år.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk