Artikel fra august 2020
Læs hele avisen

Fra Holland til Langeland for at lave belægninger

18-09-2020
Del artikel på



Ny Komatsu-læssemaskine har fundet ind i godt makkerskab med laser- og ultralydstyret afretterblad

Det var kærlighed ved første blik, da Harcon mødte Komatsu WA80M-8. En ny konstellation blev skabt lige på stedet, selv om det faktisk slet ikke var meningen. Komatsu skulle hovedsagelig have en tilværelse som servicemaskine og køre rundt på byggepladserne og klare alle mulige opgaver. Harcon skulle så hentes frem ind imellem, når der var behov.


Nu viser det sig, at det smukke, unge par faktisk passer så godt sammen, at de selv skaber nye og flere behov for, at de er sammen. Ejeren af de to, entreprenørfirmaet Alf Jensen A/S i Rudkøbing på Langeland, vil formentlig få væsentligt mere belægningsarbejde til parret, end forudset, da maskinerne blev bestilt hos Scantruck A/S.


”Læssemaskinen Komatsu WA80M-8 kører så effektivt med Harcon-afretterbladet, at jeg godt kan se gode mulighed for, at de sammen kan give os mere belægningsarbejde. Efter at vi fik læsseren og afretterbladet leveret fra Scantruck, har de kørt på en større renoveringsopgave på Lolland. Vi renoverer et rensningsanlæg fra A til Z, og det omfatter blandt andet også fliser på et ganske stort areal. Så er det godt og effektivt, at Komatsu’en og Harcon-bladet kan levere færdigt arbejde i én arbejdsgang. Når vi har været over et areal én gang, er der rettet perfekt af med korrekt fald og lige klar til fliser”, siger entreprenør Jim Kaae Jensen.


Sammen med sin søster, Mia Høj Lund, er han anden generation i entreprenørfirmaet Alf Jensen A/S, som deres far, Alf Jensen, grundlagde i 1976.

 

Ny Komatsu-model

Harcon-afretteren er hollandsk og udstyret med avanceret laser- og ultralydsstyring. Den tysk-japanske WA80M-8 er Komatsus helt nye model i gummihjulslæssere i seks tons klassen. Motoren er nyeste lavmissions-type med 72 hk, som matcher Stage V-kravene. Den har større moment ved lavere omdrejninger end forgængeren og er forsynet med partikelfilter med langt rensningsinterval.


”Med 40 km/t er den nye seks tons-læsser hurtig at komme rundt med mellem byggepladserne for Alf Jensen A/S-folkene. Kabinen er ny-konstrueret og har blandt andet en helt ny multifunktions-monitor. Maskinføreren kan også glæde sig over total-udsyn via brede glaspartier og vinduer i nederste del af døren, samt et støjsvagt og ergonomisk godt arbejdsmiljø”, forklarer distriktschef Carsten Frederiksen hos Scantruck A/S.

Hos Alf Jensen A/S tager den nye WA80M-8 over efter en tilsvarende maskine af ældre årgang.

 

Billedtekster:

 

1.

To der er klar til at sikre flere belægningsopgaver til entreprenørfirmaet Alf Jensen A/S i Rudkøbing. Den tysk-japanske Komatsu med den hollandske Harcon-afretter i front.

 

2.

Hurtigt og effektivt med Komatsu-power og Harcon-præcision. Det er tilstrækkeligt med en enkelt overkørsel for at gøre et areal klar med perfekt fald til lægning af fliser.

 

3.

Moba har leveret laser og ultralyd til Harcon-afretteren. Sammen med Komatsu-læssemaskinen sikrer det en effektiv enhed for entreprenørfirmaet i Rudkøbing.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk