Johnny Lauritzen er tilbage i nyt maskinhus

03-10-2019
Del artikel på



Godt i gang som salgskonsulent hos Wacker Neuson

I mange år var Johnny Lauritzen synonym med Maskinhuset i Horsens. Nu er han på plads i et nyt maskinhus. Nemlig som salgskonsulent hos Wacker Neuson.

”Det gik ikke som fejedreng, så jeg rykkede ind som sælger. Det har jeg trods alt prøvet før. Og så har jeg fået ansvaret for pølsegrillen”, fortalte en storgrinende Johnny Lauritzen på Have & Landskab i Slagelse.

Til april 2020 har han 40 års-jubilæum i maskinbranchen. Dermed er det en særdeles kendt og agtet branchemand, Wacker Neuson har fået på medarbejderlisten. Foruden at sørge for de stegte på messen i Slagelse, har Johnny Lauritzen da også brugt noget af den første tid i firmaet til at aflevere en solid portion nye minigravere og nye komprimeringsmateriel til entreprenør Jens Karstensen i Horsens.

Helt præcist otte styk fabriksnye Wacker Neuson ET18 og seks jordlopper.

ET18 er en to tons gravemaskine med vandkølet trecylindret dieselmotor, som yder 13,2 kW. Det svarer til 18 hk. Alle graverne er leveret med hydraulisk Tiltman-hurtigskift.

I sin nye rolle hos Wacker Neuson deler Johnny Lauritzen det jysk-fynske område med kollega Kristen Outzen.

”Kristen operer mest i det nordlige, men vi hjælper hinanden uden skarpe geografiske grænser”, fortæller Johnny Lauritzen.

 

Billedtekster:

1.

”I am back in business”, erklærer Johnny Lauritzen. Og det har han det fint med. Om godt et halvt år har han været i maskinbranchen i 40 år. Her ved en Wacker Neuson ET18, som han har leveret otte styk af til kabelentreprenøren Jens Karstensen i Horsens.

2.

Johnny Lauritsen (til venstre) er kommet godt i gang som Wacker Neuson-mand. Blandt andet med levering af otte nye minigravere og seks Wacker Neuson-jordlopper til entreprenør Jens Karstensen.

3.

En alsidig maskinmand kan naturligvis også betjene en pølsegrill. Det var der god brug for på Have & Landskab.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk