Kloakmessen har potentiale til mere

31-01-2024
Del artikel på




Trods stor succes er der plads til både flere udstillere og større stande, siger Danske Kloakmestres formand

Det er blevet kompliceret at være kloakmester. Hvordan lægger man rør i jorden, når man ikke kan få armene ned?

Sådan er situationen for bestyrelsen i brancheforeningen Danske Kloakmestre efter den hidtil største succes med Kloakmessen i Messe C i Fredericia. Kloakmessen 2024 splintrede den tidligere besøgsrekord markant. Og med ikke færre end godt og vel 4300 fagfolk i løbet af de to messedage, kan det være vanskeligt at forestille sig, at besøgstallet skal vokse yderligere fremover. Med mindre, man er formand for foretagendet.


”Udstillerne var gode til at dele budskabet om Kloakmessen på sociale medier, vi kørte hårdt på med markedsføringen, og mange flere besøgende forudbestilte deres adgangsbilletter. Nu er Kloakmessen kørt helt på plads, og der er ikke længere tvivl hos Danske Kloakmestre, om der også skal være en messe igen om to år. Kloakmessen er blevet et fast element i kalenderne hos både kloakmestrene og udstillerne”, siger Danske Kloakmestres formand, Flemming Geipel.

 

Skarp linje

”Selv om vi i år slog den gamle besøgsrekord med godt og vel 1000 flere gæster, end for to år siden, vil der være plads til endnu flere både besøgende og udstillere fremover. Kloakmessen har helt klart potentiale til mere. Og Messe C kan godt skaffe plads til flere udstillere. Men vi vogter over, at der skal være en skarp linje, så de besøgende fagfolk har sikkerhed for, at messen kun har fagligt relevante stande. Samtidig er der en klar tendens til, at mange udstillere ønsker at vise flere produkter frem og derfor ønsker større stande”, siger Flemming Geipel.

Et af årets nye tiltage var helt i tidens grønne ånd et specielt område for elektrisk drevne maskiner. Det blev modtaget særdeles positivt at både udstillere og messegæster.


Og kloakmestrenes formand kan godt forstille sig, at Kloakmessen fremover vil få flere nye elementer i takt med den grønne omstilling og det stadig øgede fokus på de klimaforandringer, som netop kloakbranchen har en nøglerolle i at tackle.

 

Sjette gang i Fredericia

”Kloakmessen 2024 havde samme antal udstillere som messen for to år siden, men på flere kvadratmeter. Det er et godt tegn, som fortæller om udstillere, der føler, at de har værdi af messen og ønsker at præsentere sig selv og deres produkter bedst muligt”, siger Flemming Geipel.


Det var sjette gang, Danske Kloakmestre og Messe C sammen afviklede Kloakmessen i Fredericia. Udstillingen blev oprindelig født som en intern begivenhed i forbindelse med kloakmestrenes årlige generalforsamling, hvor nogle håndfulde leverandører til kloakbranchen viste produkter frem. Siden fulgte en egentlig messe på Hotel Pejsegården i Brædstrup, inden Kloakmessen fandt sin faste placering hvert andet år i messecentret i Fredericia.

 

Billedtekster:

 

1.

Udstillerne holdt sig ikke kun inden døre i Messe C. Også foran messehallen blev der vist maskiner og grej til kloakbranchen.

 

2.

Messecentret i Fredericia var forvandlet til et sandt eldorado for kloakbranchens fagfolk.

 

3.

Flemming Geipel, formand for Danske Kloakmestre, ser nu Kloakmessen som et fast element i Messe C hvert andet år.

 

4.

De elektriske maskiner havde deres egen del af Kloakmessen, hvor minigraverne viste sig næsten lydløst frem.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk