”Er det en hval?”
”Nej, det er formanden for Danske Kloakmestre i gang med at afregne”.
Der er udsigt til et usædvanligt objekt i Mariager Fjord, men ingen grund til at alarmere myndighederne. Kloakmessen i Fredericia rundede magiske 5000 besøgende, og det betyder, at formanden for brancheforeningen bag messen, Danske Kloakmestre, skal en tur i fjorden på hjemstavnen. Han havde nemlig forlods lovet at krydse fjorden i en motoriseret septiktank, hvis besøgstallet nåede over 5000.
Det gjorde det, og med 5210 fagfolk gennem sluserne i Messe C i Fredericia, er der kun én vej for formand Verner H. Kristiansen: Tværs over.
DM i Kloak
De mange besøgende var en fremgang på godt 20 procent i forhold den tidligere rekord. Det var syvende gang, Kloakmessen blev afviklet, og som altid strømmede kloakbranchens fagfolk til fra nær og fjern – og også fra den anden side af fjorden.
Traditionen tro dannede udstillingen også ramme om DM i Kloakarbejde, som blev afviklet midt i messeområdet. Vinderne i det tre kategorier blev:
Uddannede rørlæggere/anlægsstruktører: Jens Mouritsen fra firmaet Tscherning A/S.
Rørlægger- og anlægsstruktørlærlinge: Noah Langgaard fra firmaet MJ Eriksson.
Makkerpar hvoraf mindst én er i lære: Anton Alstrup fra Lindå Balle Maskinstation og Benjamin Ludwig Ruhwald fra firmaet Arkil.
Billedtekster:
1.
Kloakbranchens fagfolk satte igen kursen mod Messe C i Fredericia. Totalt til en ny besøgsrekord på 5210.
2.
Tiltrotatorer, hurtigskifter og styresystemer står på menuen hos Rototilt, som fik mangen en snak med besøgende kloakfolk.
3.
Maskinfirmaet Stenderup A/S er dansk importør af Bobcat og var på Kloakmessen for at vise de hvide maskiner frem.
4.
Zeppelin Danmark var naturligvis også i Fredericia for at fortælle om Cat-maskinerne.
5.
Engcon er fast inventar med de kendte tiltrotatorer, når der kaldes til Kloakmessen.
6.
Dyb koncentration i sandkassen, hvor Danmarks dygtigste kloakfolk blev kåret ved DM i Kloak.