Artikel fra februar 2022
Læs hele avisen

Kloakmester fik en knusende god idé

16-02-2022
Del artikel på



Morten Bonde i Odder har købt en nordirsk rotorknuser og har taget fat på betonknusning som en ny niche

Det er igen tilladt at gi’ en krammer. I Odder kan man få et gevaldigt knus. Nemlig af kloakmesteren, som tilmed lægger vægt bag: 29 tons.

Morten Bonde, der er autoriseret kloakmesteren og er indehaver af virksomheden Kloakmesteren i Odder ApS, er ikke bleg for at supplere med yderligere aktivitet. Kloakarbejde i alle afskygninger fylder mest, men der står også jord og beton, have og park, snerydning og saltning samt andre discipliner på menuen. Nu har Morten Bonde bestilt domænet Betonknusning.dk og har købt stort materiel til opgaven.

Det er den på 29 tons. En nordirsk, lysegrøn EvoQuip rotorknuser, som han har fået leveret af firmaet Bay Christensen i Rønnede på Østsjælland, som er dansk importør. Den solide maskine er sat af i Odder og er straks sendt i arbejde.

”Jeg købte et konkursbo for et par år siden, og der var mange nedbrydningsmaterialer. Det gav mig en idé, og jeg fik en knuser på prøve i en periode. Den viste sig ikke at være den rigtige til os, men så blev jeg opmærksom på Bay Christensen og EvoQuip. Det er helt nyt for både mig og mine folk. Det er da lidt af en satsning, og der er helt sikkert meget at lære. Men nu er vi i gang og kører med maskinen”, siger Morten Bonde.

 

Far lagde grunden

Fabrikken i Nordirland fortæller selv, at en EvoQuip Cobra 230 kan knuse op til 250 tons i timen. Det forlanger Morten Bonde ikke, og han regner heller med, at det kommer til at ske.

”Det afhænger jo helt af, hvad man putter i maskinen. Nogle materialer er langt tungere at knuse end andre. Så hvis vi kan producere godt 100 tons i timen og dermed cirka 1000 på en arbejdsdag, så er det fint”, fastslår den knusende kloakmester.

Det er fem år siden, Morten Bonde overtog firmaet efter sin far, Jens Jacob Bonde, som lagde grunden i år 2000. Morten Bonde tog kloakmestereksamen i 2007 og er medlem af Danske Kloakmestre.

Inklusive chefen selv, består styrken hos Kloakmesteren i Odder af yderligere 16 mand. Foruden Morten Bonde er også to af folkene kloakmestre. Andre er anlægsstruktører og rørlæggere, og en er uddannet brolægger.

 

Ud at køre

”Vi laver kloakarbejde både for private, virksomheder og forsyninger. Hovedsagelig beskæftiger vi os med kloak og vand, men nu knuser vi altså også. Der er efterspørgsel på nedknuste materialer på 0-32, og nu har vi en blokvogn på vej til at flytte knuseren rundt efter en traktor. Hvis vi skal ud på længere distancer, må vi få en vognmand til at flytte den for os. Men med traktor og blokvogn kan vi fint selv køre til Aarhus, Horsens og Skanderborg”, siger Morten Bonde.

Han er i øvrigt ikke den eneste kloakmester, der på det seneste har valgt at gi’ en knuser. Sælger Lasse Bygaard hos Bay Christensen har netop afleveret en EvoQuip også til en kloakmester på Vestsjælland.

”Modellen EvoQuip Cobra 230 er populær hos specielt mellemstore entreprenører, der godt vil knuse lidt rundt omkring. Den har en størrelse, der gør den både nem og billig at flytte på en blokvogn, og så er den nem at indstille og knuse med. Et drej med startnøglen og et tryk på to knapper, så kører den. Maskinen har en 281 hk Volvo-motor, og en magnet sørger for, at jern og metal sorteres fra og sendes ud til siden”, forklarer Lasse Bygaard.

 

Billedtekster:

1.

Morten Bonde er først og fremmest kloakmester, men det forhindrer jo ikke, at man også kan knuse beton og andre materialer.

2.

Morten Bonde (til venstre) og maskinfører Peter Kristensen tjekker containeren med jern og metal, som knuserens magnet har sorteret fra. Peter Kristensen styrer gummigeden, der kører de neddelte materialer væk fra EvoQuip-knuseren. I kabinen på gravemaskinen er det Martin Vestergaard, der er fodermester.

3.

Fuld gang i kloakmesterens knusning. Firmaet Kloakmesteren i Odder har fået yderligere en niche.
Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk