Købere ud af det blå – en fik sin Liebherr nummer 100

15-10-2021
Del artikel på




Johs. Møllers Maskiner solgte 13 store maskiner på E&H – Stemas solgte løs af Weidemann og Wacker Neuson – og leverede messens strøm

E&H blev de store tals messe for JMM-Groups to maskinfirmaer, Johs. Møllers Maskiner og Stemas. Dels lavede Johs. Møller-sælgerne aftaler om ikke færre end 13 store entreprenører og Stemas-kollegerne om et voldsomt højere antal mindre. Og dels kiggede en kunde ind for at beundre sin nye gummihjulslæsser, en Det skete med en 33 tons Liebherr L 586 XPower, som er øverst i hierarkiet blandt Liebherr-gummihjulslæssere.

Kunden var RGS Nordic med speciale i genanvendelse af bygge- og anlægsaffald, behandling af forurenet jord og industrispildevand. Selskabet fejrede rundt på E&H. Nemlig købet af Liebherr-maskine nummer 100.

”Der er tale om primært gummihjulslæssere og industrimaskiner, men også gravemaskiner og dozere fra Liebherr. I virkeligheden hele pakken af entreprenørmaskiner. Det grønne islæt omkring brændstofforbruget har været afgørende. Vi er jo en grøn virksomhed, og når så både det grønne og prismatchet er i orden, bliver det jo Liebherr igen-igen”, konstaterer RGS Nordic-direktør Jan Glerup.

 

Mistede overblikket

Hos Johs. Møllers Maskiner kunne direktør Leif Rudebeck Petersen konstatere, at kunderne til mange af de store maskiner nærmest kom ud af det blå.

”Ofte er der jo en aftale på forhånd, når der gives håndslag på en messe. Det var anderledes i Herning. Ikke færre end fem gange under messen dukkede gæster uvarslet op på standen og købte i den store ende af maskinspektret”, siger Leif Rudebeck Petersen.

Hos søsterfirmaet Stemas opgav direktør Robert Kjærgaard en overgang at skaffe det forkromede overblik over salget. Stemas er importør af blandt andet Wacker Neuson og Weideman, og der blev langet maskiner og materiel over disken som varmt bagerbrød på en kold vinterdag.

”Der blev solgt rigtig mange maskiner, som vi er i gang med at levere. Og selv om mængden er stor, kan vi faktisk godt levere. Vi har købt rigtig stort ind både hos Wacker Neuson og Weidemann, så kunderne kan få deres nye maskiner straks. Wacker Neuson har været en kolossal succes for Stemas. Vi har sendt tæt på 3000 enheder ud, siden vi overtog forhandlingen den 1. januar i år”, siger Robert Kjærgaard.

 

Eldrevne hitter

Ikke mindst Wacker Neusons nye, store sortiment af eldrevne jordlopper og pladevibratorer hitter og skaber travlhed hos Stemas såvel i Hadsten som i den nye sjællandske afdeling i Roskilde. Men også læssemaskiner fra både Weidemann og Wacker Neuson samt dumpere gøres nu klar til levering til messe-kunder.

Det var i øvrigt også Stemas, der sørgede for at holde fuld power på E&H. Firmaet er dansk importør af spanske Himoinsa, som er det førende mærke inden for generatorer i alle størrelser. Seks steder på messepladsen stod Himoinsa’er og skabte strøm til alle messens stande, telte, toiletter og tillige lys på pladsen med Himoinsa-lystårne. Desuden var der også generatorer i gang andre steder, så der i alt var ni Himoinsa-generatorer og syv lystårne i drift under E&H.

  

Billedtekster:

1.

To RGS Nordic-folk på toppen. Maskinchef Jens Rasmussen (til venstre) og direktør Jan Glerup på deres Liebherr-maskine nr. 100.

2.

To JMM-direktører der kunne skridte fronten af med tilfredshed. Til venstre Robert Kjærgaard fra Stemas og til højre Leif Rudebeck Petersen fra Johs. Møllers Maskiner.

3.

Wacker Neusons eldrevne jordlopper og pladevibratorer tiltrak sig stor interesse på E&H.

4.

Salgschef Kim Møller havde ni store Himoinsa-generatorer kørende til at forsyne E&H 2021 med el. Syv lystårne kastede lys over land.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk