Løwener lancerede egen hybrid Kubota-minigraver

06-11-2019
Del artikel på






Verdenspremiere på U10 Hybrid diesel-elektrisk maskine ved åbent hus i Stilling

Selvgjort er velgjort. Og når nu Kubota som en af verdens største producenter af motorer ikke vil, så gør den danske Kubota-importør det selv. Løwener benyttede årets åbent hus-arrangement i den jyske afdeling i Stilling til en verdenspremiere. Verdens første diesel-elektriske hybrid af minigraveren U10.

”Vi har jo selv bygget elektriske versioner af U17 i flere år. Nu har vi mærket efterspørgsel på mindre maskiner, som både kan køre på traditionel dieselmotor og med el-drift. Nu har vi så udviklet vores egen hybrid-version af U10”, forklarer salgsdirektør Flemming Mørk.

Mekaniker Lars Jørgensen har haft en hovedrolle i forvandlingen af en standard-Kubota til en hybrid diesel-elektrisk maskine. Kunststykket er fuldført ved at bygge lidt bagende på den oprindelige maskine og dermed sikre plads til den el-motor, der nu gør dieselmotoren selskab i maskinrummet. Totalt har manøvren gjort maskinen blot 22 kilo tungere.

 

Den kan selv

Dermed kan Kubota U10 i versionen fra Stilling køre direkte på strøm eller på diesel. Ofte en afgørende egenskab, når minigraveren skal benyttes indendørs, men naturligvis først skal bringes ned fra en maskintrailer og køres ind. Hvor er så lige stikkontakten? Den er overflødig, når maskinen selv kan.

”Vi har allerede mærket en del interesse, selv om der stadig står ”Prototype” på maskinen, som vi præsenterer ved åbent hus-arrangementet. Maskinen vil formentlig især være interessant for udlejningsbranchen. Prismæssigt lægger den sig i samme område som tilsvarende maskiner på markedet”, siger salgsdirektør Flemming Mørk.

 

Nye til asfalten

De to dages åbne porte i Stilling gav de mange besøgende lejlighed også til et første møde med nogle af de nye asfaltmaskiner, der skinnede om kap med solen i München tidligere på året. Her på verdens største entreprenørmesse præsenterede Bomag både nye tromler og asfaltudlæggere, og begge kategorier var med i Stilling.

”BF 200-udlæggeren er helt ny og netop ankommet til Danmark. Den passer rigtig fint til det danske og skaber naturligvis gode forventninger”, konstaterede produkt- og salgskonsulent Henning Stampe.

Den nye udlægger er ganske kompakt med en bredde på blot 1,1 meter. Alligevel er der plads til to førerplatforme. Kubota har leveret motorkraften, som er Tier 4, og maskinen er udstyret med et kvikkoblingssystem ti hurtig udvidelse af strygejernet.

Den nye udlægger tronede side om side med et par andre markante Bomag-maskiner. Dels den knækstyrede tromle 100 AD og dels den nye hybrid-tandemtromle BW 174 AP Hybrid. Den dieselelektriske tromle kombinerer dieselmotoren med en hydraulisk akkumulator og Bomags Asphalt Manager-system.

 

Billedtekster:

1.

Mekaniker Lars Jørgensen har haft mere end en enkelt finger med i udviklingen af den diesel-elektriske version af Kubota-minigraveren, som er en Løwener-specialitet. Her er Lars Jørgensen på plads i førersædet på maskinen. Til venstre salgsdirektør Flemming Mørk 

2.

Vind i flagene og masser af maskiner at kigge på ved Løweners traditionsrige åbent hus-arrangement i Stilling.

3.

Produkt- og salgskonsulent Henning Stampe glædede sig over at kunne præsentere asfalt-nyheder fra Bomag. Både den nye udlægger BF 200 og tromlerne 100 AD samt den hybride tandemtromle BW 174 AP Hybrid.

4.

Løwener havde rykket åbent hus-arrangementet lidt længere hen i kalenderen, og oktober vejret markerede sig med lidt fugt fra oven og beherskede temperaturer. Det hjalp Den Rullende Hotter til at kompensere for.

5.

Vanen tro deltog en række eksterne leverandører også i åbent hus-festen i Løwe-grotten i Stilling. Blandt dem Jens Jørgen Poulsen, som har firmaet Tontec med import og forhandling af materiel til entreprenør- og anlægsbranchen. Han havde blandt andet taget et udvalg af grabbe fra svenske Intermercato med.

6.

Løweners administrerende direktør Niels Barfod Jakobsen havde taget turen fra hovedkvarteret i Glostrup til den jyske afdeling for at være med til åbent hus. Her til højre og med salgsdirektør Flemming Mørk på venstre flanke.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk