Maskiner under Broen vender tilbage i 2022

08-09-2020
Del artikel på



Maskinleverandørernes grønne sektion satser på at corona-aflysningen bliver en enkeltstående begivenhed

Brancheudstillingen Maskiner under Broen ved Middelfart er kommet for at blive. Og for at blive gentaget mere end en enkelt gang. Udstillingen blev født i 2016 og gentaget i 2018. Den var også på kalenderen i brancheforeningen Maskinleverandørernes grønne sektion Park, Vej og Anlæg. Men noget corona-halløj kom i vejen.


Står det til sektionens medlemmer, bliver corona-aflysningen en enkeltstående begivenhed. På sektionens generalforsamling vejrede formand Niels Kirkegaard og hans bestyrelse stemningen. Og den var markant og klar: Det er enstemmigt besluttet at holde Maskiner under Broen igen i 2022.

Corona kom naturligvis til at fylde en del i bestyrelsens beretning.

 

Byggeriet i højt gear

”Nogle af de udfordringer, man som virksomhed har haft sidste år, er blegnet fuldstændig i forhold til den aktuelle Covid-19 krise. Ingen havde forestillet sig, at omfanget af en kraftig influenza kunne sende landet til tælling i den udstrækning, som vi har set siden midt i marts. De dagligdags problemer har for mange drejet sig om at sikre en fornuftig omsætning, rådgive og vejlede medarbejdere, samt i nogle tilfælde også at trimme organisationen”, sagde Niels Kirkegaard.


”Byggeriet har fortsat kørt i højt gear. Det har medvirket til et relativt godt aktivitetsniveau på maskinsiden, mens investeringslysten hos boligforeninger, kommuner, kirkegårde med flere i bedste fald har været på normalen. Som sædvanlig har den vinter, som vi vel alle kunne tænke os, igen glimret ved sit fravær, I år også med ganske få kolde dage, så vintertjenesten er blevet belastet minimalt. Det må alt andet lige betyde noget for de investeringer, der planlægges til 2020”, vurderede formanden.

 

Højt fagligt niveau

Han omtalte også den anden, store messe, som Park, Vej og Anlæg-sektionen er involveret i. Nemlig Have & Landskab i Slagelse.


”Den velafviklede messe understregede sit meget høje faglige niveau, og de rekordmange besøg af beslutningstagere understregede, at vi har et godt brand, og at Have & Landskab er stedet, man skal være”, sagde Niels Kirkegaard.

Lige som medlemmerne var enige om genvalg til Maskiner under Broen i 2022, var der også fodslag om at lade bestyrelsen fortsætte sit arbejde. Det bliver med en genvalgt Niels Kirkegaard, GMR Maskiner, i formandsstolen, sekunderet af Birger Pedersen, Timan, og Bent Tangemann, Vermeer.

 

 

Billedtekster:

 

1.

Formanden for Maskinleverandørernes sektion Park, Vej og Anlæg, Niels Kirkegaard, aflagde bestyrelsens beretning for generalforsamlingen.

 

2.

To tredjedele bestyrelse for Park, Vej og Anlæg. Formand Neils Kirkegaard (til venstre) og Bent Tangemann i høj sol ved Maskinleverandørernes hovedkvarter i Kolding. Tredjemanden, Birger Pedersen, var forhindret i at deltage i generalforsamlingen.

 

3.

Generalforsamling med afstand. Der var pæn repræsentation fra den grønne sektions 27 medlemsvirksomheder.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk