Maskinfirmaer holder juletraditionerne i hævd

16-12-2019
Del artikel på





Både Stemas, Hydrema og Bay Christensen inviterer til besøg mellem jul og nytår

”Rør blot ikke ved min gamle jul” lyder det i sidste linje af en gammel julesang. I første linje hedder det ”Sikken voldsom trængsel og alarm”. Og der er udsigt til, at begge linjer bliver aktuelle såvel hos Stemas ved Hadsten, hos Hydrema i Støvring i det nordjyske og hos Bay Christensen i Rønnede på Sjælland. Ingen af stederne pilles der ved de gamle traditioner. Og begge steder vil masser af mennesker være velset.

Alle gode traditioner tro byder Stemas til jule-åbent-hus og Hydrema til Hydrema-dage mellem jul og nytår. Stemas lægger ud fredag den 27. december, hvor der helt overordnet står julehygge på menuen. Sælger Poul C. Pedersen er tovholder på arrangementet.

”Vi vil bare gerne hilse på så mange af vores kunder og andre bekendte og ønske godt nytår som muligt. Efterhånden kan man godt kalde Stemas’ jule-åbent-hus for en mangeårig tradition. Der bliver naturligvis lejlighed til at se på Weidemann-læssere i alle størrelser, Yanmar-gravemaskiner og komprimeringsgrej fra Ammann. Vi sørger også for at være klar med gode tilbud på både nye udstillings- og demo-modeller og på brugte maskiner”, siger Poul C. Pedersen.

Julemenuen på Tolsagervej 2 lyder på ”Pøller på grillen og fadøl i hanen samt mildere drikke og popcorn til de yngre gæster. Stemas lokker tillige med en gedigen portion præmier, der skal deles ud på dagen. Blandt andet til de bedste til at slå hovedet på sømmet på en stor sømblok.

 

60 års historie i Støvring

Små 80 kilometer mod nord og tilsvarende tæt på motorvejen rigger Hydrema an til Hydrema Dage søndag den 29. og mandag den 30. december. Her i Juelstrupparken byder den danske maskinproducent på guidet fabriksrundvisning og mulighed for at prøve en Hydrema. Blandt andet står den nye 707G-dumper klar til besøgende, som har førerbeviset i orden.

Der kommer også et historisk vingesus over Hydrema, som netop i år fylder 60 år. Virksomheden har benyttet lejligheden til at lave en udstilling, som fortæller om Hydrema-maskiner gennem de 60 år.

En række af Hydremas leverandører dukker også op for at ønske godt nytår til de mange professionelle fagfolk, der sædvanligvis tager imod invitationen. Der bliver blandt andet mulighed for at se produkter fra Leica GeoSystems, Engcon, Dansk Skovservice, Trelleborg og Mercantec.

Også i Støvring bydes der på noget godt til mave og gane.

 

Og i Rønnede

Ligeledes mandag den 30. december lægges op til trængsel og alarm på Industrivej i Rønnede. Bay Christensen A/S har gjort det til god vane at give håndslag på årets sidste maskiner ved åbent hus-arrangementet, hvor menuen sædvanligvis lyder på noget fra grillen i kombination med Takeuchi, Case, Giant og New Holland.   

 

Billedtekster:

1.

Lige som der er tradition for Hydrema Dagene, er der tradition for, at arrangementet op til nytår bliver et tilløbsstykke for folk med tilknytning til entreprenørbranchen.

2.

En række af Hydremas leverandører medvirker til at sørge for, at der er masser af grej at se på i Støvring.

3.

Værkstedet hos Stemas ved Hadsten omdannes for en stund til julestue med masser af maskinsnak over bordene, mens der gøres indhug i grillens beholdning af stegte.

4.

Julehygge og faglig snak på Stemas-værkstedet, hvor der til en forandring ikke skrues.

5.

Traditionen foreskriver stort rykind, når Bay Christensen i Rønnede går i jule- og nytårsmode.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk