Artikel fra september 2023
Læs hele avisen

Mikrobølger tager det sidste liv ud af ukrudtet

14-09-2023
Del artikel på


Østjysk firma har succes med nyudviklet maskine der bruger damp og mikrobølger til at fjerne ukrudtet

Opskriften er ikke at dampe grøntsagerne og derefter stoppe dem i mikroovnen. Men det nærmer sig. Den østjyske virksomhed WeedFighter i Brædstrup syd for Silkeborg har udviklet en maskine, der tager det sidste liv ud af ukrudtet ved hjælp af damp, en specialudviklet accelerator og mikrobølger. Ukrudtsslagtningen foregår helt uden brug af pesticider, og huset går ikke op i røg, fordi en ukrudtsbrænder kommer for tæt på.

WeedFighter monteres på en redskabsbærer eller kompakttraktor.

”Først udsætter vi ukrudtet for damp. Dernæst behandler vi det med vand tilsat accelerator. Og til sidst behandler vi så med mikrobølger. En af fiduserne er en dyse, vi har patent på, som afleverer damp helt nede ved ukrudtet. Den giver os mulighed for at dampe blot 20 millimeter over underlaget med en spaltedyse, og dermed undgår vi varmetab. En ion-holdig væske lægger en vandfilm ud over ukrudtet, og væsken er med til at overføre mikrobiologien til planterne”, forklarer direktør Jens Bruun Skifter hos WeedFighter.

 

Hurtig fremkørsel

Maskinen Fighter Pro har en fremkørselshastighed på op til 5 km/t. Det er betragteligt hurtigere end for eksempel gasbrændere, og samtidig er brandfaren elimineret. Erfaringen viser tillige, at WeedFighter får kål på ukrudtet efter færre behandlinger end andre kendte metoder. Med få årlige behandlinger er der op til 80 procent sparet i CO2 i forhold til, hvis ukrudtet bekæmpes med gas eller varmt vand. Kapaciteten er til omkring 4000 kvadratmeter i timen.

Det er maskinfabrikken Yding Smedie & Maskiner, der tager sig af den praktiske del af produktionen af WeedFighter-maskinerne. Planen er ikke, at de skal plukkes ned af lagerhylderne i stort antal. Firmaet startede produktionen sidste år, og indtil videre står der kun tre navne på kundelisten. Til gengæld melder de særdeles positivt tilbage.

”Det er typisk kommuner eller større anlægsgartnere, der vil købe en WeedFighter. Vi har solgt maskiner til Horsens Kommune, Herning Kommune og Mariagerfjord Kommune og har en løbende god dialog med dem. Brugerne er positive overfor maskinerne og deres effektivitet. Og på Have & Landskab har gæsterne været positive overfor, at vi kommer med nogle tanker og ideer om, hvordan ukrudtsbekæmpelse også kan gøres”, siger direktør Jens Bruun Skifter hos WeedFighter.

 

Billedtekster:

1.

Tim Jensen fra Mariagerfjord Kommune (til højre) lagde vejen omkring WeedFighters stand på Have & Landskab for en snak med WeedFighters direktør, Jens Bruun Skifter. Han kunne fortælle, at kommunen er særdeles tilfreds med at aflive ukrudt med damp og mikrobølger.

2.

WeedFighters projektleder Emil Madsen ser til, mens direktør Jens Bruun Skifter har fingrene i mekanikken.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk