Artikel fra marts 2023
Læs hele avisen

Nu er det helt officielt

09-03-2023
Del artikel på


Stenderup og Bobcat er ikke længere kun kærester – nu er de flyttet sammen

Det har ulmet længe, og de har holdt i hånd et års tid. Nu er det helt officielt: Bobcat og Stenderup er flyttet sammen. Det sønderjyske maskinfirma har hidtil haft status af national forhandler af det amerikanske maskinmærke. Den 1. marts blev Stenderup A/S helt officielt dansk importør af Bobcat.

”Vi blev Bobcat-forhandler for Danmark for præcis et år siden. Tidligere var Nellemann Machinery dansk importør. Nu er det udelukkende Stenderup A/S, når vi taler om import og forhandling af Bobcat i Danmark”, fortæller administrerende Stenderup-direktør Troels Stausholm Jensen.

Han har hele tiden været målrettet mod at ændre ”forhandler” til også at være importør. Forberedelserne gik i gang allerede, da den amerikanske maskingigant udpegede sønderjyderne som kommende forhandler i Danmark. Siden har Stenderup sørger for at få hele organisationen på plads og få de første mange maskiner ud over rampen.

 

Nye servicevogne og medarbejdere

”Salget af maskiner og serviceorganisationen er på plads med vores egne servicevogne, og Stenderup er nu det eneste sted i Danmark med originale Bobcat-reservedele. Vi har investeret meget i nye servicevogne, vi har ansat nye medarbejdere, og vi har haft vores folk på kurser for at være rustede til at repræsentere Bobcat optimalt”, fortæller Troels Stausholm Jensen.

Med overtagelsen af importør-værdigheden overtager Stenderup A/S også alle garanti-reparationer af Bobcat-maskiner. Det gælder også maskiner, der er solgt af den tidligere importør, Nellemann Machinery.

Det særdeles brede Bobcat-sortiment henvender sig til både entreprenørbranchen, industrien og landbruget. Programmet omfatter blandt andet gravemaskiner, gummihjulslæssere, de legendariske skidsteer-læssere, teleskoplæssere og komprimeringsmateriel som pladevibratorer, jordlopper og tromler. Bobcat har tillige sørget for at lægge sig med i front med maskiner på el-drift. Her lancerede producenten i efteråret flere markante nyheder på Bauma i München, som er verdens største entreprenørmesse.

 

Billedtekster:

1.

På Bauma præsenterede Bobcat blandt andet den nye hjullæssemaskine Bobcat L85. Den kan direktør Troels Stausholm Jensen og Stenderup A/S nu ikke blot forhandle, men også importere til Danmark.

2.

Troels Stausholm Jensen og Stenderups Bobcat-salgschef, Palle Andersen, ved den nye elektriske Bobcat-minigraver E19e på Bauma.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk