Tre humlebier blev til to, og nu er der kun en enkelt tilbage. Tre ansatte på kirkegården ved Lødderup Kirke på Mors skabte i 2005 Kirkegårdsmessen, som siden er blevet et begreb for landets kirkegårdsfolk. Mandag den 31. august er det 11. gang, Kirkegårdsmessen afvikles, og der er kun en af de tre tilbage. Jørgen Toft er død, og Ena Fuglsang ønskede at træde ud af arrangørgruppen. Men Kaj Emil Pedersen er ikke sådan at komme af med, og han er fit for fight som primus motor i Kirkegårdsmessen 2026.
Såmænd også de efterfølgende, for Kaj Emil Pedersen lægge ikke skjul på, at messen både er hjertebarn og livsværk for ham. Derfor har han sikret Kirkegårdsmessen fremover ved at gøre den til en forening med en bestyrelse på fem personer.
Udstillerrekord
”Vi har repræsentanter for udstillerne, for medhjælperne, for menighedsrådet, og kirkegårdspersonalet. Og så mig selv”, forklarer Kaj Emil Pedersen, som kan se frem til en 2026-udgave af Kirkegårdsmessen med flere udstillere end nogensinde tidligere. 58 firmaer i alt, og godt en snes af dem er virksomheder inden for maskinbranchen.
”Mange udstillere vender jo tilbage til Lødderup år efter år, men der er naturligvis også en løbende udskiftning. Nogle falder fra, og nye kommer til. Sådan skal det være. Besøgstallet er ganske stabilt. Vi tæller ikke op, men vi véd, at det ligger omkring 1000 fagfolk fra kirker og kirkegårde faktisk over hele landet”, siger Kaj Emil Pedersen.
Billedtekster:
1.
Kirkegårdsmessen er klar for 11. gang ved Lødderup Kirke på Mors. Her leder man forgæves efter folk, der opkræver entré. Det koster gratis at møde de mange udstillere og deres udbud af maskiner og kirkeudstyr.
2.
Sønderup Maskinhandel er blandt de helte sikre på udstillerlisten. Den er længere i år, end nogensinde tidligere.