Pankas har gjort asfalten mere grøn

03-10-2019
Del artikel på








Asfaltfirmaet har brugt miljøvenlig syntetisk Diesel i et år – og erfaringerne er perfekte.

Det er årtier siden, man fik den barske lugt af tjære i næseborene, når man passerede et asfaltsjak i gang med det sorte arbejde. Og asfaltfolkene selv gik i den skarpe dunst hele arbejdsdagen.

Det er et år siden, også lugten af diesel forsvandt fra miljøet omkring de store asfaltmaskiner, der fræser gammel asfalt op, lægger ny ud og tromler for at efterlade ny vej. Vejmaskinerne hos asfaltfirmaet Pankas har nemlig netop passeret det første år på syntetisk diesel, som laves på naturgas. Såkaldt GTL-brændstof.


Citat:

 

”Den nye, syntetiske diesel er klar som vand og lugter slet ikke. Det er naturligvis ikke mindst til glæde for asfaltarbejderne, som går tæt op ad maskinerne i mange timer om dagen”.


Keld Plovst, regionschef, Pankas


Dermed er der også gået et år, siden asfalten i bogstavelig forstand blev mere grøn. Da de første dråber GTL blev hældt i tankene på Pankas-maskinerne, var der to vindere: Miljøet og Pankas-folkene på maskinerne.

”Vi har helt klart fået et bedre nærmiljø omkring det daglige arbejde ude på vejene. Vi kan simpelthen mærke det i de omgivelser, vi arbejder i, at maskinerne ikke længere kører på traditionel diesel. Når man står i nærheden af en maskine, kan man stadig mærke, at der kommer varm udstødningsluft ud. Men luften er ikke ubehagelig og ildelugtende. Nærmere som fra en varmeblæser”, fortæller regionschef Keld Plovst. Han er chef for Pankas’ jyske afdeling i Funder ved Silkeborg.

 

Ukompliceret

”Den nye, syntetiske diesel er klar som vand og lugter slet ikke. Det er naturligvis ikke mindst til glæde for asfaltarbejderne, som går tæt op ad maskinerne i mange timer om dagen. Vi kan simpelthen se på maskinernes udstødninger, at forureningen af betragteligt reduceret. Spidsen på udstødningerne er nu fine og lysegrå, hvor de tidligere var kulsorte”, siger Keld Plovst.

Det er samtlige Pankas-maskiner og traktorer, der for et år siden gik ind i en ny og renere tidsalder. Tromler, asfaltfræsere og asfaltudlæggere kører i dag på GTL, og overgangen fra diesel er foregået fuldstændig smertefrit og ukompliceret.

”Der sker i virkeligheden ikke andet, end at vi hælder GTL på maskinerne i stedet for diesel. De kører nøjagtig lige så godt på det langt renere brændstof. Det er en anelse dyrere for os, men det er prisen værd. Den syntetiske diesel leveres her på matriklen og tilsvarende hos vores sjællandske afdeling i Sorø og hos Pankas Remix i Fredericia. Herfra køres brændstoffet ud på arbejdsstederne og hældes på maskinerne”, forklarer Keld Provst.

 

Ind omkring tanken

”Hvis en leverance svigter, eller vi på anden måde kommer til at mangle brændstof til en maskine, kan vi køre omkring en tankstation og købe ganske almindelig diesel. GTL er fuldt kompatibel med almindelig diesel, og maskinerne er fuldstændig ligeglade”, siger regionschefen.

På årsbasis bliver det til ganske store mængder sparet forurening hos Pankas. Alene i afdelingen ved Silkeborg bruges der hver uge omkring 6000 liter brændstof.

Pankas’ egne asfalthold udlægger tæt på hele den produktion på cirka 100.000 tons om året, der laves på asfaltværket ved Funder.

 

Statsvejene

”Vi sælger måske fem procent til kommuner, der selv lapper huller, og til entreprenører med behov for mindre portioner. Men langt hovedparten af produktionen bruger vi selv. Vi sørger for løbende reparation af statsvejene for Vejdirektoratet tværs over Jylland cirka fra Agger Tange til Aarhus og mod syd til grænsen, samt Fyn og Langeland”, fortæller Keld Plovst.

”Vi har i alt syv asfalthold, foruden tre hold med fræsere og to feje-/sugebiler kørende konstant. Mindst et af asfaltholdene har fuldt natarbejde fire nætter om ugen. Vi registrerer konstant skader på statsvejene og rapporterer dem til Vejdirektoratet, som så vurderer, hvad der skal laves. Derefter rykker vores mandskab og maskiner ud og laver både skiltning på arbejdsstederne, afspærringsplaner og naturligvis selve asfaltarbejdet”, siger regionschef Keld Plovst.

 

Jubilæum og ny topchef

Pankas fylder i øvrigt 80 år i år. Og der er andre gode grunde til at vifte med dannebrog, end jubilæet. Asfalt-firmaet kan nemlig fejre den runde dag med manér. I 2018 firedoblede Pankas bundlinjen, som nåede et nyt rekordniveau. Det imponerende resultat skyldes især særligt fokus på risiko og på ekspansion specielt i Østeuropa. Selskabets omsætning voksede i 2018 med hele 19 procent til 1,3 milliarder kroner. Totalt noterede alle Pankas’ divisioner i 2018 et nettoresultat på 31,6 millioner kroner.

Topchefen for det hele, administrerende direktør John Kruse Larsen, forlader den 1. oktober Pankas og går på pension. Han har været med i præcis halvdelen af virksomhedens 80-årige historie, nemlig i 40 år. I den ultimative chefstol afløses John Kruse Larsen af Poul Henning Jensen, som i koncerndirektionen får selskab af den nuværende økonomidirektør, Gert Lund Storgaard.

Med John Kruse Larsen ved roret er Pankas gået fra status som lokal dansk asfaltentreprenør til en international koncern med datterselskaber både i Danmark, Tyskland og Østeuropa.  

  

Billedtekster:

1.

Keld Plovst er chef for Pankas’ jyske gren i Funder ved Silkeborg. Her produceres i omegnen af 100.000 tons asfalt om året.

2.

Asfaltbilerne henter løbende nye forsyninger til asfaltholdene.

3.

Selvbetjening. Asfaltbilens chauffører sørger selv for, at den varme asfalt kommer fra siloen ned i ladet.

4.

Tanken er ikke af ny dato, men brændstoffet møder fremtiden hos Pankas. Regionschef Keld Plovst glæder sig over, at både miljøet og hans folk i marken vinder på den nye syntetiske diesel.

5.

Der er trafik af asfaltbiler til og fra Pankas ved Funder dagen igennem. Og såmænd også i de sene timer. Mindst ét asfalthold har fuldt natarbejde fire nætter om ugen 

6.

Nogle Pankas-medarbejdere står sent op. De arbejder nemlig sent. Ofte om natten, hvor mindre trafik gør det mere praktisk at asfaltere på ellers stærkt trafikerede strækninger. (Foto: Peter Maniell)

7.

Remix er en mere bæredygtig metode til at renovere slidte veje. Den eksisterende asfalt varmes op blandet med en forholdsvis lille portion ny asfalt. Herefter lægges blandingen på og tromles på ny. (Foto: Peter Maniell)

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk