Artikel fra februar 2022
Læs hele avisen

Råstoffer fra havets dyb

16-02-2022
Del artikel på







Det gode skib Mette Pan henter 500 tons sand og ral op fra Smålandsfarvandet syd for Næstved tre gange i døgnet

Råstoffer til vands, til lands og i… Nej, Flemming Schou har endnu ikke hittet ud af, hvordan han skal udvinde råstoffer af luften. Så indtil videre holder han sig til at hente sten og grus op fra undergrunden i tre grusgrave og fra havets dyb halvanden times sejlads syd for Næstved. Virksomheden Næstved Sten & Grus opererer søværts. FS Grusindustri holder sig på landjorden i grusgravene. Ingen af selskaberne ser skævt til den anden. For det er Flemming Schou, der ejer begge to.

Han overtog virksomheden i 2011, efter at han have været afdelingsleder i en årrække.

”Som led i et planlagt generationsskifte har jeg nu solgt 50 procent til et andet selskab. Jeg er ganske vist kun 55 år, og det kommer da også til at tage nogle år, før det bliver aktuelt. Men jeg har ønsket at starte med rettidig omhu, og nu er fremtiden i hvert fald lagt på skinner”, fastslår grusgravejeren og skibsrederen.

 

God ide at stå til søs

Det er 24 år siden, virksomheden Næstved Sten & Grus blev grundlagt med adresse på Næstved Havn. På trods af beliggenheden kun som et landbaseret råstoffirma. I 2001 lagde den 50 meter lange ral-og sandsuger Mette Pan til ved kajen i Næstved, og Næstved Sten & Grus var stået til søs. Det viste sig at være en god idé.

”Skibet sejler ud i Smålandsfarvandet med omkring halvanden times sejlads fra Næstved Havn og ud til pumpepladsen. Næstved er den helt perfekte lokation for både os og vores kunder. Kvaliteten er som vores kunder efterspørger, og vi henter råstofferne tæt på vores plads på Næstved Havn”, siger Flemming Schou.

”Mette Pan anløber Næstved tre gange i døgnet, og hver gang har skibet omkring 500 tons råstoffer med ind. Alt ryger op i pumpen, og så er det solde på skibet, der bestemmer, hvad vi tager med ind. Alt over fire millimeter til betonindustrien bliver derude. Vi kan sætte andre solde på, så det er ral over 22 millimeter og sten under fem millimeter, vi undlader at tage med ind”, siger forklarer Flemming Schou.

 

Til kystnær sejlads

For landkrabber kan et skib på 50 meter i længden og 10 meter i bredden godt virke stort. Det er det ikke.

”Mette Pan er kun det, som vi betegner som et mindre fartøj. Det passer fint til kystnær sejlads, og derfor er det ideelt til turen fra Næstved ud gennem Karrebæk Fjord og Karrebæksminde Bugt og ud i Smålandsfarvandet. Skibet har to besætninger på hver tre mand, som sejler 14 dage ad gangen”, fortæller Flemming Schou.

 

God vækst

Det går godt hos Næstved Sten & Grus og FS Grusindustri. 70 procent af råstofferne fra havet og tre grusgrave på land aftages af betonindustrien til produktion af færdige betonprodukter. 30 procent afsættes til diverse anlægsprojekter. Og god gang i byggeriet har sikret god vækst de seneste år.  

Foruden skibet Mette Pan, består koncernen af grusgravene i Bårse, Mogenstrup og lige udenfor Næstved. Med synergien mellem FS Grusindustri på landjorden og Næstved Sten & Grus’ forsyninger fra havets bund har Flemming Schou formået at skabe en stærk leverandør på det sydsjællandske råstofmarked.

 

Billedtekster:

1.

Flemming Schou tager et kik på det gode skib Mette Pan, mens der losses i baggrunden.

2.

En tilfreds skibsreder og grusgravejer Flemming Schou ved Mette Pan i havn i Næstved. Skibet tager tre ture ud i Smålandsfarvandet og pumper hver gang omkring 500 tons sand eller ral.

3.

Flemming Schou driver Næstved Sten & Grus og FS Grusindustri side om side. Det ene selskab med indvinding af råstoffer fra bunden af Smålandsfarvandet syd for Næstved. Det andet med mere traditionel indvinding fra tre grusgrave på Sydsjælland

4.

Flemming Schou overtog Næstved Sten & Grus i 2011, efter at han i en årrække havde været afdelingsleder i firmaet.

5.

Aktivitet på pladsen ved FS Grusindustri, hvor gummigeden læsser varer til betonbranchen.

6.

Til lands og til vands. Endnu har Flemming Schou ikke hittet ud af, hvordan han kan udvinde råstoffer i luften. Men det går nu også ganske fortrinligt i de to andre steder.

7.

50 meter lange Mette Pan på vej ud fra Næstved mod Karrebæksminde Bugt og Smålandsfarvandet for at pumpe sand og ral op fra havbundetn.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk