Artikel fra januar 2024
Læs hele avisen

Rimas Løgstør konkurs – Herning-firma tager over

19-01-2024
Del artikel på


Produktionen af Rimas Last Truck fortsætter i nye rammer, og der kommer nye produkter til, siger den nye ejer

I april 2018 overtog Søren Gersvang virksomheden Rimas Løgstør. Søren Gersvang var indehaver af Karlslunde-firmaet Gersvang Maskiner og så en god mulighed i at lade Rimas Løgstør blive jysk brohoved for Gersvang-aktiviteterne. I december 2023 stod det imidlertid klart, at sådan skulle det ikke være. Rimas Løgstør blev erklæret konkurs.

Men produktionen af Rimas Last Truck er nu sikret for fremtiden. Lige som det er tilfældet med flere andre elementer fra Løgstør-firmaet. Herning-virksomheden Balle Innovation har overtaget alle rettigheder til Rimas Last Truck, navnet Rimas og alle Rimas’ egenproducerede produkter.

Og indehaver Martin Olesen agter at fortsætte produktionen af Rimas Last Truck og tilmed sætte nye skibe i søen.

”Vi overtog en del produkter, som ikke var nået længere end til prototype-stadiet. Enkelte af dem har vi allerede færdigudviklet. En af dem er en elektrisk vakuum-løvsuger, som markedet har efterspurgt i en årrække, og det har også medført et øjeblikkeligt salg af maskiner”, fortæller direktør Martin Olesen.

 

Supplerer perfekt

”Rimas Løgstør havde i længere tid talt om muligheden for, at Balle Innovation skule producere for Rimas Løgstør ApS. På grund af manglende indtjening hos Rimas Løgstør, bød muligheden for at købe rettighederne til Rimas-produkterne. Jeg har altid ønsket mig at producere færdige maskiner, og med denne mulighed kan Rimas Last Truck supplere perfekt vores program til kirker, hvor vi har vores eget produktprogram til kistehåndtering”, forklarer Martin Olesen.

Herning-direktøren har hurtigt konstateret, at hans kunder ikke kun behøver være kirker.

”Det spænder meget bredt fra zoologiske haver, forlystelsesparker, boligforeninger, kommuner og entreprenører til heste-folk. Disse nye kundegrupper, som skal aftage vores nye produkter, kræver service. Derfor tog jeg hurtigt beslutning om at lave et salgs- og serviceselskab, RG Teknik ApS, som bliver og skal varetage salg og service af maskiner fra Rimas og udenlandske producenter.

 

Mulag ud i rabatten

Det ligger også fast, at nogle af de maskinmærker, som Rimas Løgstør tidligere havde på salgslisten, må finde en ny dansk importør. Martin Olesen vil benytte lejligheden til oprydning i mærker, der giver mere arbejde end indtjening til Rimas. Det gælder blandt andre arm- og rabatklipperne fra tyske Mulag, som den nye Rimas nu sender – ud i rabatten.

”Vi kører videre med udvalgte mærker, der rimer på el. Planen er, at vi vil slå et slag for at få el-køretøjer ud at køre, og vi kommer også til at importere andet grej på el. Blandt andet feje-/sugemaskiner”, siger Martin Olesen, som også er indstillet på at give de østrigske Keckex-varmtvandsmaskiner til  ukrudtsbekæmpelse en chance.

 

Søren Gersvang salgschef

”RG Teknik ApS bliver vores salgs- og serviceselskab, og det vil koncentrere sig om el-produkter. Vi har allerede fået en del henvendelser fra udenlandske producenter, som vil tilbyde os importen af deres produkter”, siger den nye Rimas-direktør og -indehaver, Martin Olesen.

Han har i øvrigt sikret sig kompetent sparring i bestræbelserne for at gøre Rimas-maskinen så velsmurt som muligt. Hans forgængere i direktørstolen, Søren Gersvang, fortsætter hos Rimas i rollen som salgschef og bliver manden, der både vil lave masser af demo’er og sælge for det nye Rimas landet over.

 

Billedtekster:

1.

Produktionen af Rimas Last Truck i elektrisk udgave vil fortsat være i produktprogrammet hos det nye Rimas, og Søren Gersvang er manden med erfaring og ekspertise, der skal sælge.

2.

Den elektriske vakuum-løvsuger er færdigudviklet og har allerede genereret aktivitet i Rimas-ordrebogen i Herning.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk