Det startede med Hydremas åbent hus-arrangement i den danske maskinproducents sjællandske afdeling i Ringsted. Så sluttede Scantruck og JCB-importøren sig til. I år øges flokken til maskinfirma nummer otte, som er klar til årets Åben Maskinvej, når der for ottende gang kaldes til maskinbranchens helt store vejfest fredag den 6. og lørdag den 7. marts.
Totalt otte maskinfirmaer, hvoraf ikke færre end seks maskinfirmaer har adresse inden for 850 meter på Kærup Parkvej i Ringsted. Lidt længere henne ad Knudslund Allé følger yderligere to maskinfirmaer.
Masser af redskaber
Senest er Avant Danmark A/S kommet på plads i Ringsted efter seneste Åben Maskinvej for et år siden. Firmaet har placeret sig allerførst i rækken af nu seks maskinhandlere ved Kærup Parkvej og som nærmeste nabo til JCB-forhandleren Reesink Construction.
Avant har i mange år slået på minilæsserne med markedets største redskabssortiment med flere end 300 redskaber til alle brancher. Firmaet sætter fokus på Avants fuldelektriske batterimodeller og den egenudviklede Power Bank-løsning.
Inde hos naboen, Reesink Construction, bliver der fokus på JCB’s gravemaskiner. Firmaet konstaterer, at salget bevæger sig i den helt rigtige retning, og derfor fyldes grusbunken med et bredt udvalg af gravemaskiner. Blandt andet den helt nye JCB 145XR, som er en 15 tons gravemaskine uden bagende.
Travle tider hos Scantruck
En kort travetur nede ad den åbne maskinvej er Danmarks aktuelt formentlig travleste maskinfolk klar til at tage imod til den tredje store begivenhed blot i år. I slutningen af januar holdt Scantruck sin egen, traditionsrige ScanMek-messe med godt 4000 besøgende til 12 timers maskinshow i hovedkvarteret i Skive. En uge senere var Scantrucks salgsfolk klar i Fredericia, hvor firmaet deltog i Kloakmessen. Og nu gælder det så Åben Maskinvej.
Scantruck A/S lokker med en række markante nyheder. Den nye Komatsu-gravemaskine PC220LCi-12 har netop gjort sin entré og har fået stor bevågenhed af maskinfolket. Den nye er født med Scantrucks integrerede IMC 3.0 maskinstyring, men fås tillige i en udgave med 2D maskinstyring.
Også to nye Manitou-teleskoplæssere, MLT738-130 PS+ og MLT742-140 V+, er med i Ringsted, hvor Scantruck tillige viser Komatsus nye elektriske minigraver PC33E-6. Fra Weycor kommeer nye minilæssere i Weycors 3’er-serie, og Scantruck vil også benytte Åben Maskinvej til at demonstrere avanceret maskinstyringsgrej fra det store Toopcon-sortiment.
75 år hos Helms
Den helt voldsomme koncentration af maskinfirmaer ligger i bunden af Kærup Parkvej. Her ligger Helms TMT-Centret, Semler Agro og Hydrema trip-trap-træsko side om side og hver med kun godt og vel et halvt hundrede meter til Vestmotorvejen.
Helms TMT-Centret fejrer 75-års jubilæum i år og markerer jubilæet med en række ekstraordinære tilbud og samtidig lancering af firmaets nye import fra Hyundai Construction.
Inde hos naboen hos Semler Agro har afdelingsleder Daniel Sørensen næppe brug for de store produktskilte for at fortælle gæsterne til Åben Maskinvej, hvad han og kollegerne viser frem. De grøn-gule maskiner afslører med al tydelighed, at John Deere-forhandleren også holder åbent hus og er klar til maskinsnak over de lange borde.
Hydrema var først
Men det var altså Hydrema allernederst på Kærup Parkvej, der i sin tid begyndte med sit eget åbent hus. Og Hydrema-mandskabet er stadig helt oppe i gear til de to dages vejfest.
”Vi glæder os til igen at byde velkommen til en god maskinsnak på Åben Maskinvej, hvor vi viser spændvidden i vores maskinprogram. Vi har selvfølgelig vores legendariske rendegraver med. Maskinen, der startede det hele og stadig er en absolut favorit”, siger Dan Madsen, som er afdelingsleder hos Hydrema i Ringsted.
Besøgende kan også se nærmere MX Rail til brug på skinnerne, samt den 100 procent elektriske DT6-dumper.
Nellemann og Kjærsgaard
Blandt de senest tilkomne til Åben Maskinvej-familien er Nellemann Machinery og SD Kjærsgaard A/S, som begge runder af på sidevejen Knudslund Allé. Nellemann bryster sig af Danmarks måske bredeste udstilling af græsklippere til krævende brug og traktorer fra 24 til 175 hk inklusive redskaber.
S.D. Kjærsgaard A/S benytter lejligheden til at lancere en ny kampagne på japanske komprimeringsmaskiner fra Mikasa. På entreprenørsiden er der fokus på Case Construction, herunder gravemaskinen Case CX210E samt den nye ni tons CASE 421G læssemaskine.
Billedtekster:
1.
Åben Maskinvej er vokset til en oktet af maskinfirmaer omkring Kærup Parkvej og Knudslund Allé i Ringsted.
2.
Udvalget er stort hos Scantruck, som byder ind med både elektriske og mere klassiske maskiner.
3.
Avant er klar med minilæssere og masser af redskaber i det nye showroom.