Scantruck åbner demo-center for maskiner med høj IQ

21-11-2019
Del artikel på




Maskinfirmaets specialister i intelligent maskinstyring øger faciliteterne med demo- og træningsområde i Ringsted

Der findes vel ikke dumme maskiner. Men der findes maskiner, der er voldsomt mere intelligente end andre. Nu har entreprenørmaskinerne med høj IQ fået deres eget demo- og træningsområde, hvor det er muligt at lave optimale demonstrationer af den mest moderne teknologi.

Det er Scantrucks specialist-team i intelligent maskinstyring, der står bag det nye demo-område ved firmaets sjællandske afdeling i Ringsted. 

”Vi havde besøg af et rigtig flot antal entreprenører og maskinførere til indvielsen. De kom med både professionel og dedikeret interesse for at høre en masse om intelligent maskinstyring og Smart Construction. Demo-centret er indrettet til både at give mulighed for at prøve de avancerede systemer under optimale forhold, og til at give svar på alle de spørgsmål, som maskinførerne og entreprenørerne har om IMC og Smart Construction”, fortæller Jan Larsen. Han leder Scantrucks ekspertgruppe i netop intelligent maskinstyring.

 

I front fra start

Scantruck er dansk importør af Komatsu-entreprenørmaskiner, og den japanske gigant har været helt i front fra start med den nye, avancerede maskinstyringsteknologi. Scantruck var ikke sen til at agere. Firmaet etablerede hurtigt sit eget specialist-team med alle kompetencer indenhus. Nu er Danmarks første demo-center for de intelligente maskiner så også en realitet i Scantruck-regi.

De helt oplagte maskintyper til intelligent maskinstyring er gravemaskiner og dozere. Begge var på plads på demo-pladsen i Ringsted ved indvielsen. Og vil også være det fremover.

”Vi havde lejlighed til at tale med gæsterne om vigtigheden af at have datagrundlaget gennemarbejdet og helt på plads for at trække det fulde udbytte ud af den moderne teknologi. Og at inddrage landmålerne på et tidligt stadie af processen. Dermed giver intelligent styring af maskinerne mulighed for store besparelser både i materialer og tid. Når der flyttes store mængder jord, kan systemerne sikre, at der kun graves det nødvendige væk, og der kun fyldes de nødvendige materialer på”, fortæller Jan Larsen.

 

Nemmere hverdag

Foruden at optimere arbejdsprocesserne og sikre besparelser, har IMC vist sig også at være gunstig for privatlivet efter fyraften.

”Flere af de første maskinførere til at køre med intelligent maskinstyring har uafhængig af hinanden fortalt, at IMC-teknologien har gjort deres hverdag nemmere. Og at de simpelthen har mere energi, når de kommer hjem fra arbejde. Årsagen tilskriver de éntydigt, at IMC giver dem mulighed for at arbejde mere afslappet i maskinerne”, siger Jan Larsen.

Entreprenør Ole Skaarup, som var dozer-testfører på dagen, er selv ejer og fører af maskiner med intelligent maskinstyring. Han nikker genkendende til den nemmere hverdag.

”Maskinerne er udstyret med semi-automatik, som hjælper føreren til at grave og afrette arealer med stor præcision og hastighed. Dermed lettes hverdagen i maskinerne, og det giver mere overskud til føreren”, siger Ole Skaarup.

 

Også Smart Construction

Gæsterne til indvielsen i Ringsted fik også en smagsprøve på Smart Construction, som er en Komatsu-pakkeløsning, der understøtter og forbedrer driften. Ved at indsamle data og konvertere dem til værdifulde informationer hjælper den med at administrere arbejdsstyrken, maskinparken og materialerne sikkert og præcist. Arbejdsforholdene bliver bedre, og entreprenørfirmaet opnår bedre resultater.

Scantruck laver nu et test-projekt sammen med M.J. Eriksson på en byggemodning i Odense. Den endelige lancering af Smart Construction ventes i foråret 2020.

 

Billedtekster:

1.

Scantruck nøjedes ikke med at tage første spadestik, da det nye IMC demo-center i Ringsted blev indviet. Der var sørget for intelligent grej til at taget nogle solide skovlfulde.

2.

Store kræfter og høj intelligens går fint i spand i en Komatsu D61 PXi

3.

Begavet maskinsnak inden døre i Scantrucks afdeling i Ringsted efter intelligente oplevelser på demo-arealet.

4.

Danmarks første demo-center for intelligente maskiner ligger hos Scantruck på Kærup Parkvej i Ringsted.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk