Artikel fra januar 2024
Læs hele avisen

Snertinge klar med LiuGong

19-01-2024
Del artikel på




Snertinge Maskinforretning A/S er ny dansk importør for både den kinesiske gigant og LiuGongs polske dozer-producent Dressta

Efter at nordvestsjællandske Snertinge Maskinforretning A/S sagde farvel til import af Sany-entreprenørmaskiner fra Kina, har firmaet nu sikret sig import af det andet kinesiske gigant-mærke, LiuGong. Og direktør Lars B. Pedersen lader det ikke blive ved LiuGong. Han og Snertinge tager også kinesernes store dozer-producent Dressta med i import-puljen.

”Snertinge Maskinforretning er nu eneimportør af både LiuGong og Dressta. Da vi fik kigget maskinerne nøje efter, var vi slet ikke i tvivl om , at vi skulle takke ja til forhandlingen. Vi har set både på en bedre finish, end man normalt ser i Kina. Og en bedre backup, end vi tidligere har set fra kinesiske selskaber. Vi får kvalitetsprodukter, som matcher dem, man vil have i Europa”, forklarer Lars B. Pedersen.

Snertinge-direktøren er ikke mindst begejstret for, at LiuGong er foran mange andre maskinmærker, når det gælder fossilfri materiel.

 

Helt fremme med el

”LiuGong er verdensledende på el. Fabrikken er længst fremme med tekniske løsninger for el-drevne maskiner og har allerede et omfattende program. Blandet andet en elektrisk 21 tons gummiged med så stor kapacitet, at den har kørt i to-holds drift. LiuGong er også klar med store gravemaskiner, tromler, dozere og arbejdsplatforme på el”, siger Lars B. Pedersen.

Den nyslåede importør er i øvrigt klar til at vise sig frem fra første færd. Snertinge Maskinforretning deltager i Kloakmessen i Fredericia den 25. og 26. januar, hvor 21 tons gummigeden sender en lillebror, der passer bedre til de fleste i kloakbranchen. Nemlig LiuGongs 6,4 tons hjullæsser med frisk opladede batterier.

LiuGong er verdens 10. største producent af entreprenørudstyr målt på markedsandel. Fabrikken er angivelig verdens største producent af hjullæssere. Virksomheden blev grundlagt i 1958.

 

Lang historie med dozere

Snertinges andet nye importmærke, Dressta, har en lang historie bag sig som producent af tungt entreprenørmateriel. Den polske virksomhed blev etableret i 1937 som producent af militærudstyr, men med en række licentaftaler forvandlede den sig til en stor producent af entreprenørgrej. Fabrikken producerede blandt andet for Jones Cranes, Coles Cranes, tyske Stetter GmbH og International Harvester. Det er enkelheden i design og robustheden, der er ført videre fra International Harvester til dagens Dressta-maskiner.

I 2012 blev polske Dressta opkøbt af LiuGong Machinery og omdøbt til LiuGong Dressta Machinery. Adgangen til det kinesiske marked og en betydelig indsprøjtning af ressourcer sikrede øget produktion af maskiner og effektivitet, og efterfølgende har Dressta satset på nye markeder både i Europa, Asien, Mellemøsten, Afrika og Nordamerika og Latinamerika.

 

Udfordrer Cat og Komatsu

I første omgang vil Snertinge Maskinforretning som ny importør satse på 19-tons Dressta-dozeren TC-16N. Programmet omfatter fem dozer-modeller med 68 tonseren TD-60 som familiens overhoved.

”Jeg forventer, at vi med Dessta kan udfordre både Cat og Komatsu på dozer-markedet”, siger direktør Lars B. Pedersen hos Snertinge.

”Jeg véd, at vi har fået import og forhandling af et par virkelige kvalitetsmærker. Vi tager det hele med små skridt med kunden i centrum. Hvad har vi, hvad efterspørger markedet, og hvad kan vi, er nogle spørgsmål, som vi vil afklare med solid maskin-ballast. LiuGongs position blandt elektriske maskiner giver os nogle klare fordele, som også vil være interessante i forhold til de store projekter både med Femern-forbindelsen og den kæmpestore Novo Nordisk-udvidelse i Kalundborg”, vurderer direktør Lars B. Pedersen. 

 

Billedtekster:

1.

LiuGong er på banen med en række forskellige maskintyper, også når det gælder el-drift.

2.

Dressta-dozerne er også nye hos Snertinge Maskinforretning. Her direktør Lars B. Pedersen foran en af de store polsk-kinesiske maskiner.

3.

Kinesiske LiuGong er klar til at læsse også i Danmark. Snertinge Maskinforretning i Nordvestsjælland er ny dansk importør.

4.

Dresstas rødder rækker tilbage til 1937, da virksomheden blev etableret med produktion af militærudstyr. Siden blev det til entreprenørmaskiner, og i 2012  blev Dressta opkøbt af kinesiske LiuGung.

 

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk