Hovedgaden i landsbyen Tim i det vestjyske hedder begribeligvis – Hovedgaden. Og fabrikken ligger på Fabriksvej. Hvor svært kan det være? I hvert fald ikke mere kompliceret, end at Dannebrog kunne vaje i hele Hovedgadens længde, og besøgende biler formåede at skabe trængsel ned ad Fabriksvej, selv om parkeringsmulighederne er klasser bedre, end i langt større byer.
Timan blev for en stund til Tyveman. Maskinfabrikken med de kendte redskabsbærere og skråningsklippere rundede de første 20 år på timetælleren, og det kom ikke til at gå upåagtet hen. Fabrikken med brødrene Birger, Henning og Arne Pedersen som krumtapper er vigtig i lokalsamfundet, og lokalsamfundet er vigtigt for Timan. En af medarbejderne har været med helt fra start. Flere andre næsten også.
”Når først de er kommet ind, er de ikke sådan at få ud igen. Og det er godt nok”, konstatererede Birger Pedersen med et smil.
Gæster langvejs fra
Jubilæumsdagen gav da også stort besøg af masser af lokale. Og dermed kunne der både snakkes vestjysk og alt muligt andet over de lange borde. Der er blot en halv snes kilometer fra Tim til Vesterhavet, og mange kolleger fra maskinbranchen benyttede lejligheden til frisk vestenvind i lokkerne. Nogle havde taget turen langvejs fra, og flere end 200 besøgende sørgede for en kort bemærkning for at gøre befolkningstallet i Tim trecifret.
I hverdagen er det Henning Pedersen, der som ingeniør har det store tekniske overblik. Arne Pedersen klarer talkolonnerne og økonomien. Og Birger Pedersen styrer salget af maskinerne. Det var også ham, der styrede begivenhederne på jubilæumsdagen, hvor han fortalte om, hvordan Timan har bevæget sig fra den første spæde start hjemme i garagen til rækken af fabrikshaller side om side i 2024.
En anden vigtig rolle havde de tilkaldte burger-specialister, som dagen igennem langede gourmet-burger i stort tal over disken. Og hvor svært kan det være? Burger-leverandørerne til Pedersen-brødrenes store dag kom naturligvis fra firmaet Brødrenes Food-Truck.
Billedtekster:
1.
Fra venstre brødrene Henning, Arne og Birger Pedersen. Henning er ingeniør og har styr på mekanikken, Arne tager sig af finanserne, og Birger sørger for at få solgt redskabsbærere og skråningsklippere både i Danmark og en stadig voksende række andre lande.
2.
Der var trængsel ved bordene og kø ved burger-udleveringen.
3.
Gode kolleger fra maskinbranchen tog en tur til Tim for at være med til Timans 20-års jubilæum.
4.
Der blev lyttet andægtigt, da Birger Pedersen fortalte om vejen fra garage til international maskinproducent.
5.
Man render ikke af pladsen i utide i Tim. Allan Olsen – til venstre – startede med at svejse, da han tjekkede ind hos Timan for 18 år siden. I dag er han værkfører og har fået selskab af sin søn, Nicklas, som startede på Fabriksvej som 17-årig. I dag er han 20. Til højre teknisk direktør Henning Pedersen.