Skal det være en lastbil med sneplov eller saltspreder, der sørger for at holde vejene fri for sne og is? Ikke nødvendigvis, mener Vejdirektoratet, som i et udbud skabte mulighed for, at traktorer kan klare en del af opgaven side om side med lastbilerne. Derfor udvidede Vejdirektoratet udbuddet af vintertjenesten til at omfatte bud fra såvel lastbiler som traktorer.
“Og det er gået godt. Vi kan konstatere, at det er lykkedes at skabe interesse for at holde vejene fri både med vognmændenes lastbiler, men også med traktorer, som landmænd eller maskinstationer måske kan byde ind med. I den kommende tid ser vi på de tilbud, der er indkommet. Når vi har evalueret dem, vender vi tilbage til de interesserede virksomheder, der har deltaget i udbuddet”, siger afdelingsleder i Vejdirektoratet Tania Udengaard Sørensen.
Traktorer på udvalgte ruter
Det er nyt, at traktorerne også kan komme i spil på udvalgte landevejsruter til at holde vejnettet fremkommeligt i vinterperioden. For at sikre det optimale beredskab, satte Vejdirektoratet også traktorfolket på invitationslisten.
”Selvom der bliver færre dage med sne og is, så er det stadig helt afgørende, at vi har en vintertjeneste, der kan rykke ud og holde vejene farbare. Det er en stor opgave. Ikke mindst i de mere tyndt befolkede områder. Derfor mener jeg, det er helt rigtigt, at vi nu åbner for, at flere kan byde ind. Det kan være landmanden eller den lokale maskinstation, der har en ledig traktor i vinterperioden og gerne vil påtage sig en rute i lokalområdet som supplement til de vognmænd, der allerede i dag er på opgaven,” siger transportminister Thomas Danielsen.
Større konkurrence
"De seneste år har vi oplevet, at interessen for at byde ind på vintertjenesten kunne være større. Ved at åbne for traktorer skaber vi større konkurrence om opgaven og øger muligheden for at få dækket alle ruter. Vi håber derfor, at både nye og nuværende aktører ser muligheden og byder ind for at sikre, at vejene kan holdes farbare hele vinteren, så alle kan komme sikkert frem,” siger afdelingsleder Tania Udengaard Sørensen
Vintersæsonen på landets veje starter den 15. oktober og løber frem til den 30. april. I det tidsrum skal aktørerne med plove og saltspredere være klar til at rykke ud. Det er Vejdirektoratet, der forsyner virksomhederne med sneplove, saltspredere og salt, som chaufførerne på lastbilerne og nu også traktorerne henter på en af Vejdirektoratet materielgårde eller på et kommunalt depot.
Det nu afsluttede udbud for både lastbiler og traktorer omfatter 64 kontrakter og 48 vinterruter.
Billedtekster:
1.
Vejdirektoratet tog både lastbiler og traktorer med på invitationslisten til udbuddet af snerydning og saltning de næste vintre.
(Foto: Vejdirektoratet)
2.
Traktorer er nu også med i puljen til at gør vejnettet farbart, når Kong Vinter melder sig.
3.
Lastbilerne får nu medbejlere til tjansen med at holde vejene fri for sne og is.