Artikel fra marts 2022
Læs hele avisen

Tyveknægte på besøg hos Stemas ryddede op efter sig

14-03-2022
Del artikel på


Banditterne lukkede og slukkede efter at have forsynet sig med Weidemann-læssemaskiner for omkring en million

Pertentlighed og ordenssans er gode dyder. At de åbenbart også kan tillægges banditter uden fornemmelse for, hvad der er dit og mit, er så en helt anden sag. Det kunne direktør Robert Kjærgaard hos Stemas A/S konstatere, efter at ubudne gæster besøgte maskinfirmaets hovedkvarter ved Hadsten og forsvandt med Weidemann-læssemaskiner for i omegn en af en million kroner.

Tyveknægtene skar låsene til en stor gitterport op. Derefter flyttede de pænt og ordentligt en Weidemann 1390-minilæsser, der holdt i vejen, og kørte ud med to Weidemann 4080-læssere. Sluttelig trak de porten til igen, satte låsene på plads og kørte væk med de to maskiner.

”Om morgenen opdagede vi i første omgang ikke, at der havde været gæster i løbet af natten. De havde sat tingene pænt på plads efter sig og lukket og slukket, før de kørte. Først da en af vores medarbejdere bemærkede, at der var et hul i rækken af maskiner på vores forplads, gik det op for os, at der var noget galt”, siger Robert Kjærgaard.

 

På overvågningen

Stemas-folkene kunne følge det natlige hændelsesforløb på bagkant via videoovervågningen. Tre mænd skar port og lås op og flyttede minilæsseren for at kunne køre de to Weidemann 4080’ere ud. Vel ude af porten kørte de to nu stjålne maskiner i retning mod syd med hver sin chauffør. Den tredje bandit lukkede porten og gik stille og roligt fra stedet.

”Vi skal ikke regne med at se de to maskiner igen, fortæller kolleger i maskinbranchen mig. Tilsvarende episoder hos andre maskinhandlere viser, at maskinerne ofte køres op på en blokvogn, som derefter kører syd ud af landet. Derefter bliver de til eksport mod øst”, siger Stemas-direktøren.

Han føler sig i øvrigt overbevist om, at ransmændene er kommet efter præcis modellen Weidemann 4080. Den er ikke den mest solgte af Weidemann-maskinerne og næppe den nemmeste at afsætte, medmindre der er lagt en bestilling på den i forvejen. Der er sandsynligvis også forklaringen på, at tyvene først kørte en anden Weidemann-minilæsser til side, før de gik ned og fandt de to 4080’ere i rækken.

 

10 tons selvbetjening

”Der er tale om fem-tons maskiner, og vores natlige selvbetjeningskunder har helt sikkert haft en blokvogn til at transportere dem væk. De kan ikke fjernes på en trailer eller en lastbil”, siger Robert Kjærgaard.

Stemas har naturligvis meldt tyveriet til politiet, som man tilmed har kunnet forsyne med en fin video af de tre unge mænd i aktion. De har helt klart en del kolleger i den lyssky branche. I 2020 registrerede Forsikringsselskabernes brancheorganisation, Forsikring & Pension, tyveri af 452 entreprenørmaskiner og traktorer. Året forinden var tallet kun 165 maskiner. Kun ganske få af de stjålne maskiner findes igen. For en stor dels vedkommende formentlig, fordi de køres ud af landet. I 2020 var det kun 12 af de 452 stjålne maskiner, der dukkede op igen.

Det er netop mindre maskiner som de to Weidemann-minilæssere, der tiltrækker tyveknægtene, som ikke er så interesserede i tunge bulldozere og andre store maskiner, som er vanskeligere at håndtere.

 

Billedtekster:

1.

Den solide gitterport med låsepal ned i jorden og kæde med hængelås var ikke nok til at holde natlige gæster ude hos Stemas.

2.

Da Stemas-folkene mødte om morgenen, var der et hul i den midterste række af røde Weidemann-maskiner. Nattens selvbetjeningskunder var kørt væk med to styk fem tons Weidemann 4080.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk