Det koster noget at benytte broforbindelserne over Storebælt
og Øresund. Derimod er det gratis at køre over Lillebæltsbroen. Og det bliver
billigere at tage turen under broen. Brancheforeningen Maskinleverandørernes
sektion Park, Vej & Anlæg har hevet proppen af for salget af stande til
Maskiner under Broen, som bliver Danmarks eneste maskinudstilling i 2020. Og
det sker til lavpris.
”Vi har valgt at sætte standpriserne markant ned.
Udstillingen er ikke sat i verden for at give overskud. Derimod for at sikre
fagfolk i hele Danmark mulighed for at møde deres leverandører og se, mærke og
blive klogere på alt det grej, de har brug for. Målet har aldrig været at skovle
penge ind, og selv om vi har planer om at skabe endnu bedre rammer, kan det
sagtens lade sig gøre med lavere standpriser”, fortæller udstillingsleder Erik
Nissen.
Først i køen
Dermed kommer for eksempel en 60 kvadratmeter stor stand i
2020 til at koste 8000 kr. plus moms. På Maskiner under Broen i 2018 var prisen
for en tilsvarende stand 9500 kr.
Først i køen til standene var ikke uventet de 25 medlemmer
af Maskinleverandørerne Park, Vej & Anlæg. Alle har købt stand til
udstillingen den 26. og 27. august 2020. Ambitionen hos brancheforeningen går i
retning af flere end 100 udstillere på det grønne areal under Lillebæltsbroen
og mindst 3000 besøgende.
Maskiner under Broen omfatter i øvrigt også Danish Greenkeepers Associations DGA Demo-dage, lige som det var tilfældet i 2018. Golfspecialisterne får et særligt område på messen.
Billedtekst:
Maskiner under Broen sænker standpriserne for udstillerne i
2020. Endnu mere favorabelt er det for de forventelig flere end 3000 besøgende
fagfolk: Det koster gratis at komme ind.