Artikel fra maj 2022
Læs hele avisen

Vermeer med mer’

09-05-2022
Del artikel på






Den danske importør og forhandler for den amerikansk baserede kæmpe er meget andet og mere end grej til styret underboring

Bent Tangemann og hans mandskab hos Vermeer Danmark – det er noget med styret underboring. Det er jo dét, Vermeer gør.

”Sådan er opfattelsen nok hos mange, der kender Vermeer-navnet. Det er da også rigtigt, at Vermeer er absolut førende med materiel til styret underboring også på verdensplan med en større markedsandel end nogen anden fabrikant på markedet. Men der er mere i det, end dét, fastslår Bent Tangemann, direktør for Vermeer Danmark A/S, som er handelsfirmaet bag den amerikanske maskinkæmpe.

Det er Vermeer med mer’.

”Vi har forskellige segmenter, men vi er først og fremmest kendt for materiel til styret underboring. Mange er heldigvis også bevidste om, at Vermeer både laver stubfræsere, flishuggere, en bred vifte at både små og store neddelere, som tilmed findes både som horisontale og som topgrindere, der fodres ovenfra. Kabelplove står også på listen, og de er jo interessante her i fibertiderne til nedpløjning af fiberkabler”, siger Bent Tangemann.

Kabelplovene pløjer fiberkabler med i 45 til 50 centimeter dybde, og kabelentreprenørerne har fået et nyt felt at arbejde på. Der skal også pløjes kabler ned til opladning af el-biler, hvor eksisterende forsyningsmuligheder ikke rækker. Kabelplovene spænder fra 450 kg til 25 tons til de helt store installationer.

”Noget af det eneste, vi ikke har, er maskiner til landbruget – og det var ellers dem, vi startede med”, fortæller Bent Tangemann.

 

Italienske læssere

Vermeer Danmark har til huse i Greve syd for København og i Tørring i det midtjyske. Der er fuld gang i aktiviteterne begge steder, som det også er tilfældet i Vermeer i hjemlandet USA. En af de seneste større begivenheder helt i toppen er Vermeers overtagelse af en stor del af den italienske producent af læssemaskiner i mini- og midi-størrelse Multione.

”Alle Multione i Nordamerika forhandles nu af Vermeer-forhandlere. Nu går vi og afventer, om der skal ske noget i Danmark, og hvad der skal ske”, siger direktør Bent Tangemann.

Inden afklaringen om de amerikanske læssere, er et andet nyt maskinmærke kørt på plads. Vermeer har købt produktionen af batteridrevne hollandske minilæssere fra producenten Conmeq Construction Equipment & Machinery, og dermed er der fulgt en ny forhandling med til Vermeer Danmark. Produktsortimentet i den nye forhandling er overskueligt. Conmeq findes indtil videre kun i én udgave.

 

Hollandske minilæssere

De 900 kg tunge minilæssere er langt fra det eneste maskinel af hollandsk oprindelse, der er på lager hos Vermeer Danmark. Således bygger Vermeer i dag alle sine flishuggere på en fabrik i Holland.

”Vermeer arbejder hele tiden på nye tiltag. På styret underboring, som Vermeer er allermest kendt for, er der sket et teknologisk boom fra meget manuelle til vores dages meget avancerede maskiner. Vi har boremaskiner, der kan bore ud på over 1000 meter og med en tolerance på blot få millimeter. Det præsterer blandt andre det danske firma VP Villy Poulsen i Skjern”, fortæller Vermeer-direktøren.

 

25 års jubilæum

Han er ganske godt orienteret om, hvad der er sket hos Vermeer siden 1997. Den 22. juni i år har Bent Tangemann nemlig 25 års jubilæum i virksomheden, som han har været indehaver af siden 2011. Da han første gang gik ind ad døren i 1997, havde firmaet tre medarbejdere. I dag er der 20 ansatte.

Firmaet holder åbent hus i Greve den 24. juni, hvor blandt andet arborist-udstyr udstilles – og ikke mindst de 25 år bliver markeret.

”Vi er 15 her i Greve, hvor vi har hovedlager, og 5 i vores jyske afdeling i Tørring, hvor vi sidste år åbnede en ny butik med udstyr til arborister, som vi også er rigtig stærke til. Også i Greve bliver arborist-butikken til topkapperne stadig større, og vi har alt inden for klatregrej, reb, fodtøj og et stort udvalg af specielt tøj til arborister”, fortæller Bent Tangemann.  

 

Billedtekster:

1.

Bent Tangemann klar til at rulle ud med en Vermeer SPX25, som er den mest solgte kabelplov i Danmark. Maskinen kan fjernbetjenes trådløst og kan installere fiberkabler i en dybde på op til en halv meter.

2.

Bent Tangemann en tur på værkstedet i Greve for en snak med servicechef André Vistisen.

3.

Mekaniker Morten Sommer tjekker en maskine igennem på liften i værkstedet.

4.

Anders Palsbo har en Vermeer Navigator-underboringsmaskine i vaskehallen til en tur med højtryk.

5.

Indehaver og direktør Bent Tangemann i hovedafdelingen i Greve syd for København. Her er Vermeer Danmarks hovedlager.

6.

Vermeer er mer’ end voldsomme maskiner til styret underboring. For kort siden blev hollandske Conmeq Construction Equipment & Machinery en del af Vermeer internationalt, og Bent Tangemann har nu også små læssemaskiner på programmet. De er i øvrigt på vej også i de kendte Vermeer-farver.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk