Artikel fra december 2022
Læs hele avisen

22 fra 2022

06-12-2022
Del artikel på






















Et kik i bakspejlet på året der gik – 22 begivenheder i 2022 som de udspillede sig i Maskin- & Materiel Magasinet

Numerologi – læren om tal – forsøger at fastslå sammenhænge mellem bogstavkombinationer og deres positive eller negative valør med grundlag i talberegninger. Lyder det lidt langhåret? Det er det måske også. Ikke desto mindre er det lidt tankevækkende, at vi er på nippet til at forlade 2022. For hvad siger numerologerne om tallet 22?

”Det beskriver persontypen ”Entreprenøren”. Den visionære der gør drømme til virkelighed. Mester og analytiker med særlige opgaver. 22’erens fulde kapacitet er som en bygmester, der kan opnå det næsten umulige”.

Lyder det bekendt for folk i entreprenørbranchen i et år, hvor der kom styr på coronaen, og som kom til at boble af masser af aktivitet?

Her er 22 fra Maskin- & Materiel Magasinet i -22.

 

Hydrema 25 år i Weimar 

Danmarks eneste producent af store entreprenørmaskiner, Hydrema med hovedafdeling i Støvring i Nordjylland, havde fødselsdag – i Tyskland. Der var gået 25 år, siden Hydrema også fik en tysk adresse. Nemlig i Weimar, hvor Weimar-Werk Baumaschinen kom på danske hænder.

Der var stadig noget generende corona-halløj, så begivenheden blev fejret ret behersket. Hydrema lavede en lille sammenkomst for medarbejdere, der var ansat ved Weimar-Werk, før Hydrema overtog fabrikken, og som stadig var ansat.

 

 Yanmar skiftede farve

Japanske Yanmar så rødt i 2022. Fabrikken hældte den overskydende gule farve ud og hentede i stedet kulør i fabrikkens traktor-afdeling, hvor man altid har brugt rød. Alle gule japanere skiftede til rødt, og hos den danske importør, Maskiner A/S, tog man imod forandringen uden at rødme.

”Det er en ny strategi, som Yanmar lancerer med en ny farve på maskinerne. Inde under den røde lak er det nøjagtig de samme maskiner med de samme kvaliteter, som vi kender”, beroligede salgschef Tommy Bergmann hos Maskiner A/S.

 

Ny gravemaskine lavede en ny ø 

NCC Civil Engineering skikkede bud til H.P. Entreprenørmaskiner, som er dansk importør af Hitachi-maskiner. Selskabet stod nemlig og skulle lave en ny ø.

Entreprenørvirksomheden har opgaven med at skabe Kronløbsøen i Københavns Nordhavn. Øen bliver 63.000 kvadratmeter og skal blandt andet rumme 233 boliger og en parkeringskælder. Sådan et projekt kræver flytning af ganske solide mængder jord, og til det brug anskaffede NCC Civil Engineering så Danmarks første eksemplar af den nye Hitachi ZX210L-7. Lavt brændstofforbrug og dermed lav CO2-udledning var vigtige parametre i valget af den nye graver.

 

Portafill, Portafill og Portafill til Midtjylland

Tre, tre og tre. Indenfor tre uger leverede Meldgaard Handel tre Portafill-sorteringsanlæg til tre forskellige kunder – alle i Midtjylland.

De tre Portafill-købere har købt maskiner i tre forskellige størrelser. Både en Portafill MR-2 på 10 tons, en 14 tons tung Portafill MR-5 og en Portafill MR-6, som har 21 tons at argumentere med.  

”Alle tre kunder skal bruge sorteringsanlæggene til både sortering af jord med brokker og til sortering af grus og sand, som Portafill også er rigtig gode til. Vi har leveret de tre maskiner inden for en radius af cirka 45 kilometer”, fortalte afdelingschef Klaus Meldgaard hos Meldgaard Handel. 

 

Maskinvejen genåbnet

Forårsudstillingen Åben Maskinvej i Ringsted åbnede igen efter corona-pause. Fem maskinfirmaer på Kærup Parkvej i Ringsteds nordøstlige ende slår portene op samtidig og inviterer alle maskininteresserede indenfor.

De fem åbent hus-arrangementer indenfor 650 meter blev igen belønnet med mange besøgende hos JCB-forhandleren Nicolaisen & Larsen A/S, Scantruck A/S med Komatsu, Manitou, Weycor og flere andre maskinmærker, Hydrema, Helms TMT-Centret og Semler Agro.

 

Ny kloak-succes i andet forsøg

Også i kloakken kom corona på tværs af gode intentioner. Kloakmestrenes brancheforening, Danske Kloakmestre, var helt klar til en ny udgave af Kloakmessen i Fredericia, da regeringen strammede corona-skruen. Kloakmessen 2022 ikke kunne afvikles som planlagt.

Fluks fandt kloakmestrene og messecentret Messe C i Fredericia nye datoer, og så lykkedes med for fuld skrue i andet forsøg. Udsættelsen kom tilmed til at sikre en ny udstillerrekord med 154 firmaer på plads til den femte udgave af Kloakmessen.

”Hvis noget ikke lykkes i første forsøg, så må vi jo gøre et nyt forsøg”, konstaterede kloakmestrenes formand Mikael Skov. 

 Det blev i øvrigt en hektisk uge for Danske Kloakmestre, som inden for en uge nåede både messen, foreningens 30 års jubilæum og den årlige generalforsamling.

 

Ibsen lukkede for gassen efter 25 år 

Den næsten ikoniske gasmand Ib Ibsen lukkede for gassen efter 25 år med sit firma Ibsens’s Gasteknik. Gassen strømmer dog stadig fra de hollandske HOAF-ukrudtsbrændere, som Ibsen var importør af. Det sørger maskinfabrikken Nesbo A/S i Assens ved Mariager for. Den overtog Ibsen’s Gasteknik og blev dermed Danmarks største udbyder af gasbrændere.

HOAF er blandt Europas førende producenter, og importen følger med i handlen med Nesbo. 

”Produkterne hos Ibsen’s Gasteknik passer godt ind i vores produktprogram. Vi tilbyder i forvejen et bredt program til ukrudtsbekæmpelse i form af miljøriver, ukrudtsbørster og varmtvandsanlæg. Med de nye produkter og den ekspertise, der samtidig følger med fra Ibsen’s Gasteknik står vi stærkt i markedet”, fastslog administrerende direktør Niels Kirkegaard hos Nesbo A/S. 

 

Maskinudlejer snuppede nye Hydrema’er og fangede diesel-tyve

Tyve blev lidt af et magisk begreb for John Ulsted, som er indehaver af den midtjyske udlejningsvirksomhed HJ Udlejning i Ikast. Han rundede tyve år som maskinudlejer. Så købte han to nye eksemplarer af de største Hydrema-dumpere, som hver snupper tyve tons i ladet. Og derefter fangede han to tyve, der var på natligt besøg efter diesel.

De to nye Hydrema 912G er monteret med store dæk, der er bagklap, oliefyr og centralsmøring, foruden det udstyr, der er standard fra fabrikken.

De to tyve blev demonteret efter, at der gennem tre måneder var stjålet diesel fra John Ulsteds lastbiler og entreprenørmaskiner. To gange kunne han se banditterne på videoovervågningen, og tredje gang nåede han frem, inden nåede at stikke af. Det var i øvrigt diesel-tyv junior og diesel-tyv senior, der var på spil. En 47-årig mand og hans 86-årige far fra lokalområdet.

 

300 gange Liebherr til M.J. Eriksson

Liebherr satte dumpere på produktionsprogrammet for første gang, og Danmarks største jordflytter, entreprenørfirmaet M.J. Eriksson, blev den første til at købe en Liebherr-dumper i Danmark. Dumperne har været på programmet hos Liebherr i fire år, men hidtil har fabrikken kun produceret til tysktalende lande. Den første Liebherr-dumper til M.J. Eriksson. Men absolut ikke den første Liebherr-maskine. Faktisk kunne entreprenørkoncernen og den danske Liebherr-forhandler, Johs. Møllers Maskiner A/S, markere Liebherr-maskine nummer 300 til M.J Eriksson. Flere end halvdelen af maskinerne i Erikssons store flåde er faktisk Liebherr. 

 

Dyrskuerne vendte tilbage

For første gang i tre år blev der igen kaldt til folkefester med køer, får, geder, candyfloss – og maskiner i hobetal. Corona-epidemien var overstået, og folk og fæ kunne igen mødes på dyrskuepladserne. Blandt andet på Roskilde Dyrskue, som af mange betragtes som Sjællands største entreprenørmaskine-udstilling.

Netop Roskilde har tradition for at ligge først i kalenderen blandt de store dyrskuer. Derefter fulgte Gammel Estrup Landbrugsmesse på Djursland, Det Sønderjyske Fællesdyrskue i Aabenraa, Hjørring Dyrskue i det nordjyske, Det Fynske Dyrskue i Odense og Landsskuet i Herning. 

 

Tornado i Vestjylland

En Tornado ramte Vestjylland. I Tim ved Ringkøbing lancerede maskinproducenten Timan A/S sin nye fejesugemaskine Tornado T2 med hidtil uset effektivitet og hastighed.

”Vi har udviklet et anlæg, hvor vandet recirkuleres, så sugeslangen hele tiden skylles igennem. Tidligere havde vi et tørsystem, hvor det opfejede materiale kom direkte igennem slangen og op i maskinens beholder. Hvis materialet var vådt og klistret, kunne det naturligvis sætte sig i sugeslangen. Nu skylles slangen igennem hele tiden. Det fungerer vildt godt”, fortalte direktør Birger Pedersen hos Timan A/S. 

Fabrikken benyttede lejligheden til samtidig at øge maskinens sugekapacitet. Der er ikke længere roterende børster i toppen af sugekassen til at hindre luftgennemgangen. Vandet, der bruges til at skylle slangen igennem med, lægger også støvet, og dermed opnås et større sug. 

 

130 tons bæltekran på batterier til BMS 

Kranfirmaet BMS gav maskinparken en markant udvidelse i form af en af de første batteridrevne bæltekraner. I forvejen var BMS velforsynet med 130 tons Liebherr LR1130-bæltekraner, men med mere konventionelle motorer. Faktisk havde firmaet 16 styk. Nu er der 17, efter at den nye LR 1130.1 Unplugged er kommet til med elektrisk motor i stedet for dieselmotor.

Den nye maskine er verdens første elektriske bæltekran i 130 tons klassen, der er leveret ud fra Liebherr-fabrikken i Nenzing i Østrig. Det var den danske Liebherr-importør, JMM-Group, der leverede den store kran, som er blandt de første batteridrevne bæltekraner i verden i det hele taget.   

 

Bobcat flyttede ind hos Stenderup

Amerikanske Bobcat flyttede ind hos maskinfirmaet Stenderup A/S i landsbyen af samme navn ved Rødding i det sønderjyske. Den amerikanske maskingigant udpegede sønderjyderne til autoriseret Bobcat-forhandler for Danmark. 

”Vi har været på udkig efter minigravere i top-range i flere år, og derfor er de jo fantastisk, at det så skulle blive Bobcat. Vi fortsætter uændret med forhandling også af Gehl-minilæssere, og når vi taler Bobcat, bliver fokusområdet minigraverne. Men vi bliver leveringsdygtige i hele Bobcat-programmet”, fortalte Troels Stausholm Jensen, som er administrerende direktør for Stenderup A/S. 

Til at styre salget af de nye maskiner hentede Stenderup i øvrigt en kendt maskinmand ind. Palle Andersen rykkede fra Maskiner A/S til Stenderup som salgschef for Bobcat. 

 

Rimas med elektrisk last-truck

Rimas Løgstør A/S lancerede sin kendte last-truck i ny, elektrisk version. Maskinen med el-drift  har samme styrke somdieesel- og benzin-modellerne.

Køretøjet er udstyret med aksler med el-motorer, som sikrer samme trækmoment som tidligere modeller, og der er fundet batterier, som oplades under nedbremsning.  

”Samtidig blev der designet en hydraulikstation til styretøj og hydraulikudtag, der kan det samme som på dieseltypen. Dermed har vi lasteevne op til 2500 kg, og Rimas El Last Truck fås både som 2WD og 4WD med førerplads i front eller bag”, fortalte direktør Søren Gersvang fra Rimas. 

 

Udsigt til sommer-sne i Lemvig  

Den danske producent af redskabsbærere, Egholm i Lemvig, varslede sne midt på sommeren. Virksomheden arbejdede nemlig på en udvidelse af vinterprogrammet at grej til Egholm-redskabsbærerne. 

”Vi lancerede en stor opdatering af vintertilbehøret til City Ranger 3070 for godt et år siden, blandt andet med en 600 liter salt- og grusspreder, svingbar kost og sneplov. Nu gælder det en ny sneslynge til vores mellemste maskinmodel, Egholm City Ranger 2260. Vi regner med at have en prototype klar til juni”, fortalte salgschef Henrik Munk. 

 

NCC skiftede til dieselelektrisk Keestrack

NCC Råstoffer valgte en dieselelektrisk Keestrack-sorterer, da der skulle nyt grej i Koledhus Grusgrav ved Ørbæk syd for Nyborg. Og det var et nyt bekendtskab for en ellers særdeles erfaren NCC-maskinfører, som styrer den 30 tons tunge maskine med fjernbetjeningen fra sin gummiged.

Søren Andersen har kørt maskiner i omkring 30 år, men han havde aldrig opereret med en Keestrack.

”Det er et nyt mærke for os, og så er det jo rart, at maskinen kører, som den nu gør. Den er tilmed nemmere at reparere på og servicere i det daglige, fordi der simpelthen er bedre plads end på den maskine af andet mærke, som den har afløst”, fortalte Søren Andersen. 

”Den dieselelektriske drift betyder, at maskinen kun bruger mellem 12 og 15 liter diesel i timen. Det er en tredjedel mindre end forgængeren, som kørte rent på diesel.

 

69-årig smed med ny knusende aktivitet

Arne Rasmussen benyttede 2022 til både at fylde 69 år og fejre 50-års jubilæum som selvstændig med Allindemagle Snede & Maskinstation ved Ringsted. Og så var det i øvrigt tid til at prøve noget nyt, mente smeden. Så han tog omkring Bay Christensen A/S i Rønnede og købte sig en radiostyret EvoQuip Bison 35-knuser.

Arne Rasmussen udvider nu gesjæften til også at omfatte knusning af marksten for langemændene og tillige skaffe de nedknuste sten væk til anlæggelse af veje.

Gennem årene har smeden adskillige gange købt forskellige maskiner af maskinhandler Carl Bay Christensen. Men aldrig tidligere en knuser.

 

Herlige maskindage under broen

Det var tredje gang, brancheforeningen Maskinleverandørerne Park, Vej & Anlæg kaldte til samling på det grønne areal under Lillebæltsbroen. Og det blev til et par herlige maskindage under broen, hvor 142 udstillere tog imod 3191 gæstende fagfolk. 

Da den første Maskiner under Broen blev afviklet i 2015, besluttede Maskinleverandørerne, at der skulle holdes tre messer uanset hvad. Derefter skulle der evalueres for at finde ud af, om Maskiner under Broen skal fortsætte. Nu følger så evalueringen efter 2022-versionen og derefter beslutningen, om der skal trommes sammen til en ny omgang i 2024. 

 

Kan Scantruck levere våben og skudsikre veste?

Scantruck A/S har Skandinavens største brugtcenter og får løbende forespørgsler fra folk, der vil købe lidt af hvert. Også på internationalt niveau. Brugtcentret har stor ekspertise i at finde frem til de rigtige maskiner til kunderne, og de er blandt andet sendt en gummihjulslæsser og en dozer til Elfenbenskysten, hvor begge maskiner blev sat i sving i en gummiplantage.

Men ind imellem bliver der også sagt ”beklager” til forespørgsler.

”Vi har leveret maskiner til krigsramte Ukraine, hvor behovet for materiel er stort. Og vi har faktisk også haft en forespørgsel fra Ukraine på skudsikre veste, våben, hjelme og biler. Den kunne vi trods alt ikke klare. Vi holder os til brugte entreprenørmaskiner”, sagde brugtcenterchef Hasse Juel.  

 

To nye på el hos Nomaco

Maskinfirmaet Nomaco i Kastrup præsenterede ikke ét, men to nye elektriske køretøjer.

Dels en koreansk transporter fra fabrikken DPECO. Bilen hedder Potro EV og har en rummelig kabine. Den er nemlig en anelse bredere end andre tilsvarende små el-biler. Og med skydedøre er det nemt at komme ind og ud, også hvor pladsen er begrænset.

Og dels den fuldelektriske redskabsbærer KAAR, som snuppede tredjepladsen i kampen om Innovationsprisen på Maskiner under Broen.

”Det er verdens første typegodkendte el-traktor/redskabsbærer under kategori T-2, og her er den bygget op med varmvandsanlæg og kører ren el, også på opvarmningen. Men den kan også udstyres med sneplov og kost og har en lasteevne på 1,5 tons, hvilket næsten ingen andre har”, forklarede Nomaco-direktør Benny Svenningsen.  

 

Færre gæster – men succes med Bauma

En messe kan godt være en succes, selv om der mangler 130.000 besøgende i forhold til tidligere. Ikke mindst, hvis corona gjorde det nødvendigt at flytte Bauma i München fra forår til maskinel oktoberfest.

Men en lille halv million gæster er såmænd heller ikke så ringe. 2022-udgaven af verdens største entreprenørmesse lukkede flere end 495.000 ind til et eventyrland af entreprenørmaskiner og -grej.

Nedgangen i antallet af udstillere var relativ beskedent. 3200 firmaer stillede op på stande i størrelse fra beskeden til gigant, og det var blot 484 færre end i 2019. De kom fra 60 lande mod 63 på Bauma 2019. Og af de mange tal, som messearrangørerne har løsladt efter messen, fremgår at halvdelen af den næsten halve million besøgende var såkaldt internationale. Det betyder, at de kom fra andre lande end Tyskland. 

 

Håndslag 130 gange

Der er noget særligt over at afslutte en maskinhandel med et gedigent håndslag. Men 130 håndslag giver lidt for røde håndflader, så GSV’s digitale direktør Peter Fritzbøger og Stemas-direktør Robert Kjærgaard nøjedes med mindre på Bauma.

Men en ordre på 130 nye Wacker Neuson-maskiner blev til fra udlejningsvirksomheden GSV Materieludlejning på messen i München.

Robert Kjærgaard var da også særdeles tilfreds med messedagene i det sydtyske.

”Det er noget af det bedste, jeg har været med til på en messe. Måske det bedste. Både for os og for kunderne, som virkede begejstrede. Jeg tror ikke, at vi nogensinde har haft besøg af så mange danskere på Bauma, som det var tilfældet”, sagde han. 


Billledtekster:

1.

Hydrema rundede 25 år i Weimar.

2.

Salgschef Tommy Bergmann hos Maskiner A/S så rødt.

3.

En ny gravemaskine og en ny ø i Københavns Nordhavn.

4.

Masser af Portafill til Midtjylland.

5.

Vejen er åben. Åben Maskinvej i Ringsted.

6.

Femte udgave af Kloakmessen lykkedes i andet forsøg.

7.

Ib Ibsen lukkede for gassen og solgte til Nesbo.

8.

John Ulsted købte nye Hydrema’er og fangede tyveknægte.

9.

Første Liebherr-dumper blev Liebherr nummer 300 til M.J. Eriksson.

10.

Gang i dyrskuerne igen med geder, gummigeder, køer og gravkøer.

11.

Tornadoen rasede i Vestjylland. Nærmere bestemt hos Timan.

12.

Verdens første elektriske bæltekran i 130 tons klassen fra Liebherr til BMS.

13.

Bobcat flyttede til Sønderjylland.

14.

Rimas’ last-truck kom også i en elektrisk udgave.

15.

Vejrudsigten lovede sne i Lemvig midt på sommeren.

16.

Dieselelektrisk Keestrack blev godt nye for NCC Råstoffer.

17.

Den 69-årige smed Arne Rasmussen vil knuse og købte EvoQuip af Carl Bay Christensen.

18.

Herlige dage i Middelfart med Maskiner under Broen.

19.

Scantrucks brugtcenter – kan de levere våben og skudsikre veste?

20.

Den fuldelektriske redskabsbærer KAAR hentede en innovations-tredjeplads til Nomaco.

21.

Oktober-maskinfest i München – med en lille halv million gæster.

22.

GSV- og Stemas-direktørerne gav håndslag på 130 Wacker Neuson-maskiner.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk