Artikel fra april 2024
Læs hele avisen

Cat på skoleskemaet for nye maskinførere

26-04-2024
Del artikel på




Tre nye gravemaskiner åbnede nyt samarbejde mellem Zeppelin Danmark A/S og erhvervsskolen Mercantec Ulfborg Kjærgaard

Det er tungtvejende undervisningsmateriale, der fremover skal i brug på erhvervsskolen Mercantec UIfborg Kjærgaard. Godt og vel 34 tons ankom i form af tre Caterpillar-gravemaskiner, da skolen tog hul på et nyt samarbejde med Zeppelin Danmark A/S. Maskinfirmaet skal levere grejet til undervisning af morgendagens maskinførere.

De lidt mere end 34 tons gravende Cat-power udgør de tre første af i alt seks nye maskiner, som får fast adresse på skolen i det vestjyske. De skal bruges i forbindelse med brancheuddannelsen Maskinfører, og på Mercantec er der store forventninger til samarbejdet med den danske Cat-repræsentant.

”Vi glæder os til at bruge blandt andet teknologien vedrørende sikkerhed og brændstofforbrug direkte i undervisningen. Det gør det muligt for os på den længere bane at tilbyde en fremtidssikret brancheuddannelse med fokus på bæredygtighed”, siger centerleder Christine Thorhauge hos Mercantec.

”Det er en uddannelse, hvor eleverne undervejs får et indblik i og diskuterer de data, der opsamles, mens de selv bruger maskinerne. Det kan for eksempel være data om køremønstre, brændstofforbrug og antal minutter i tomgang”, forklarer Christine Thorhauge.
Hos Zeppelin Danmark er der glæde over, at Cat er kommet i skolealderen.

 

Nye teknologier

”Vi ser det som en mulighed for at vise vores maskiner frem til kursister og elever, så de bliver bedre klædt på til at køre maskinerne mere forsvarligt, sikkert og effektivt. Sikkerhed og førerkomfort er et stort og vigtigt tema, som Cat konstant har fokus på, sådan at maskinførernes arbejdsmiljø løbende bliver forbedret”, siger salgsdirektør Michael Bahn Jørgensen hos Zeppelin.

Også de mange smarte teknologier spiller en vigtig rolle, og dem bliver der flere og flere af i vores maskiner. For at kunne bruge dem bedst muligt, er det vigtigt med en grundig oplæring og introduktion”, siger Zeppelin-salgsdirektøren.

”Sensorer, elektrohydraulik og tiltrotatorer gør tilsammen, at førerne kan styre maskinerne mere præcist og få hjælp af maskinens hjælpeteknologier. Det gør, at maskinføreren trættes mindre og er mindre udkørt efter en lang arbejdsdag i maskine. Vi har eksempelvis mindre varme-gener i kabinen, fordi der ikke længere er pilothydraulik inde i kabinen. Sammen med andre funktioner som blandt andet vejesystem og højde- og krøjestop kan førerne i dag komme hurtigere i gang med at være produktive, samtidig med at arbejdet foregår under sikre og forsvarlige forhold”, forklarer Michael Bahn Jørgensen.

 

De tre nye i skolen

Den største af de tre nye skole-gravemaskiner er en Cat 323 på 25,3 tons og med 174 hk under motorhjelmen. Cat fortæller selv om fabriksstandard-teknologi, der øger førerens effektivitet med op til 45 procent. 323’eren har fået nyt førerhus, længere vedligeholdelsesintervaller og lavere brændstofforbrug. Det reducerer vedligeholdelsesomkostningerne med op til 15 procent og forbruget af brændstof med op til 20 procent.

Den næsten 7 tons tunge Cat 306 har 56 heste og er udstyret med joystick og cruisekontrol. Den kompakte størrelse gør maskinen velegnet på steder, hvor pladsen er trant.

Lillebror i selskabet er minigraveren Cat 301.8, som er Zeppelins mest populære minigravemaskine i to tons-klassen. Den udmærker sig ikke mindst i forbindelse med kloakerings, lednings- og kabelarbejde. Maskinen har vippebar kabine og lige som storebror også joystick-styring og cruisekontrol.

 

Billedtekster:

1.

En stolt salgsdirektør og en glad uddannelseschef på første skoledag. Michael Bahn Jørgensen fra Zeppelin Danmark og John Hansen fra Mercantec giver hånd på samarbejdet.

2.

Mange kommende maskinførere hilste de nye Cat-maskiner velkommen på Mercantec UIfborg Kjærgaard.

3.

Tidligere konsulent ved Leica Geosystems, Vagn Sloth Madsen, lagde vejen omkring Ulfborg Kjærgaard for at se det nye undervisningsmateriale, som uddannelseschef John Hansen her viser frem.

4.

En første skoledag skal fejres med kage-maskine.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk